Craic sætter farve på tilværelsen i Irland

- lidt betragtninger om den enestående irske folkesjæl
af Claus R. Hebor - Denne email adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den.
Se opsat artikel i FlyAway Magazine - Se opsat artikel i Whisky Magasinet

“Is cara nar casadh ort fos e an coimhthioch” – gælisk for ”En fremmed er en ven, du endnu ikke har mødt”. Citatet er tilskrevet den kendte irsk digter W.B. Yeats, men er blevet en fast talemåde i Irland. Den siger utroligt meget om irernes indstilling til andre mennesker, til verden, og til livet i al almindelighed.
Irere er utrolig positive overfor nye muligheder og har en enestående interesse for andre mennesker. Måske er det op-stået gennem deres historie med engelsk undertrykkelse gennem 800 år, hvor det meste af befolkningen har levet i en ubeskrivelig fattigdom, og hvor endnu flere er emigreret mod fjerne horisonter for at finde nye muligheder. Måske er irerne bare mere nysgerrige og på en mere charmerende og positiv måde end andre folkeslag, eller måske hygger de sig bare med andre mennesker. Som alt i Irland er forklaringen sikkert en kombination af det hele, og man kan ikke rigtig forstå den irske mentalitet, hvis man ikke kender deres historie, kultur, pubber, spiritualitet, humor og de 117 andre ting, der betyder noget i Irland.
Irerne selv har et helt specielt ord for det: ”craic”. Jeg hørte om det første gang på en pub i Dublin, og strakt troede jeg, at jeg var faldet i kløerne på en pusher, men fandt hurtigt ud af, at han blot ville snakke – og at craic intet har med crack at gøre. Craic kan egentlig ikke oversættes, men er den stemning, som opstår når man på en pub har en god, levende konversation i godt selskab med god musik, sang og historier – og uden tvivl en Guinness. Og så er man ikke en fremmed, men blandt venner.

Mødet med den irske mentalitet
Allerede på mit første pub-besøg i Irland tilbage i ´91 mødte jeg den helt enestående irske mentalitet. Jeg sad gemt bag en avis, og alligevel satte en 98-årig gammel irer med sixpence sig ved mit bord og begyndte venligt at spørge til mig. Med nogle korte og nogenlunde høflige svar måtte han da forstå, at jeg hellere ville læse min avis i fred, men han fort-satte ufortrødent med at snakke. Han var kommet tilbage for at se hans fødeland Irland, før han skulle dø. Kort fortalt var han udvandret til USA efter Påskeopstanden i 1916 og havde ikke været i Irland siden da. Hans historie var som en spændende film, hvor jeg hørte om barndommen i Irland omkring 1910, hans liv i 20´ernes USA med arbejde på én af de første fly-fabrikker, hans afdøde hustru og de mange børn – illustreret af gamle, gulnede fotografier, som han havde i en gammel skotøjsæske. Pludselig var 4 timer med sjove, rørende, sørgelige og spændende historier fløjet bort. Jeg har ikke set eller snakket med ham siden, men efter den aften har jeg været fascineret af irerne og deres mentalitet – og opsøger under hvert besøg den herlige craic på den lokale pub. 

Pubben er med hele livet
Netop pub-livet er en institution i Irland og har intet til fælles med et dansk værtshus. Pubben er ”dagligstuen” i ethvert hjem, så her mødes man som i én stor familie. Alle aldersgrupper - gamle og unge - blander sig uden problemer og med højt humør. Der er respekt for de ældre og den visdom, som de har. Kvinderne nyder publivet lige så meget som mændene, men som de siger: ”Men are like bagpipes: no sound comes from them until they're full”.
Her er historier og sange om frihedskampen eller Molly Malone – handlende i fisk og mere til - som værdsættes lige så højt af de unge, og som binder bånd mellem generationerne. Og det er nu engang livsbekræftende at se en 70-årig dame synge og danse til U2.
Pubben er med irerne i hele deres liv – og også efter. I Drogheda nord for Dublin mødte jeg to søstre på en ganske lille pub, som havde været i familiens eje i mere end 150 år. De fortalte, hvordan de for et par år siden tog afsked med deres mor med gravøl, hvor de i 3 dage festede på pubben med den afdøde moders kiste på bardisken.
På Johnny Fox´ Pub i Wicklow Mountains - en af de rigtig mange ”højst beliggende pub i Irland” – står i en væg en flaske med aske fra en irsk udvandrer, som døde i New York i 1998. Han nåede aldrig at besøge pubben i live, men hans største ønske var, at hans aske skulle bringes dertil. Selv efter døden er pubben et uundværligt mødested.
Johnny Fox´ er i øvrigt et meget populært sted for statsoverhoveder, og mange præsidenter har skrevet, at netop deres besøg på Johnny Fox´ gjorde forhandlingerne nemmere og mere behagelige. Irsk craic har også positiv indflydelse på storpolitik.

Vidunderlig underspillet humor
Irerne har en helt vidunderlig, underspillet humor og en meget laid-back indstilling til livet, religion, arbejde og koner! Hvis det øsregner, så siger de optimistisk ” It's a fine day for young ducks”, og de beskriver et dårligt ægteskab som “She burnt her coal and did not warm herself.”.
Historier er en vigtig del af irsk craic og pub-liv, og en ”storyteller” hedder en ”Shanachie” (sha-na-key) på gælisk. Det er helt almindeligt at rejse sig op for at fortælle historier, som ofte tager udgangspunkt i egne oplevelser – og så gør det ikke så meget, at den måske ikke er helt sand. Bare pointen er god!

Selv gejstlige er mennesker....
Father O´Connell & Sister Mary are on their way back from the cemetery when their car breaks down. The garage doesn't open until morning so they have to spend the night in a B&B. It only has one room available.
The priest says: "Sister, I don't think the Lord would object if we spend the night sharing this one room. I'll sleep on the sofa and you have the bed."
"I think that would be fine," agrees the nun.
They prepare for bed, say some prayers and settle down to sleep. Ten minutes pass, and the nun says: "Father, I'm very cold."
"OK," says the priest, "I'll get a blanket from the cupboard."
Another ten minutes pass and the nun says again: "Father, I'm still terribly cold."
The priest says: "Don't worry, I'll get up and fetch you another blanket."
Another ten minutes pass, then the nun murmurs softly: "Father I'm still very cold. I don't think the Lord would mind if we acted as man and wife just for a night."
"You're right," says the priest. "Get your own blankets."
 
Om forholdet mellem irere og englændere
An Irishman, an Englishman and a beautiful girl are riding together in a train, with the beautiful girl in the middle. The train goes through a tunnel and it gets completely dark. Suddenly there is a kissing sound and then a slap!
The train comes out of the tunnel. The woman and the Irishman are sitting there looking perplexed. The Englishman is bent over holding his face which is red from an apparent slap.
The Englishman is thinking "Damn it, that Mick must have tried to kiss the girl, she thought it was me and slapped me."
The girl is thinking, "That Englishman must have moved to kiss me, and kissed the Irishman instead and got slapped."
The Irishman is thinking, "If this train goes through another tunnel, I could make another kissing sound and slap that Englishman again!!

Den slags historier hører man overalt, men gå selv på opdagelse. Det eneste det kræver, er et åbent sind og en Guinness.
Det er nok ikke en hemmelighed, at irerne er glade for øl og whiskey. Som ireren Oscar Wilde sagde det: Work is the curse of the drinking classes. I øvrigt har irerne mange hundreder forskellige skåle, som i sig selv siger utrolig meget om deres mentalitet – f.eks.:

May your glass be ever full.
May the roof over your head be always strong.
And may you be in heaven half an hour
before the devil knows you're dead.
Slainte (= skål)

We drink to your coffin.
May it be built from the wood
of a hundred year old oak tree
 that I shall plant tomorrow.
Slainte (= skål)

Irsk selvforståelse
Selvom irerene har været undertrykt og fattige gennem hundreder af år – eller måske netop derfor! – fejler deres selv-forståelse intet. Som de selv siger med et glimt i øjet: "There are only two kinds of people in the world - the Irish and those who wish they were.". De har en vidunderlig kombination af melankoli, humor og musikalitet, som jeg ikke kender fra andre steder. Dette lille citat illustrerer præcist den ukuelige irske folkesjæl:

In life, there are only two things to worry about—
Either you are well or you are sick.

If you are well, there is nothing to worry about,
But if you are sick, there are only two things to worry about—
Either you will get well or you will die.

If you get well, there is nothing to worry about,
But if you die, there are only two things to worry about—
Either you will go to heaven or hell.

If you go to heaven, there is nothing to worry about.
And if you go to hell, you’ll be so busy shaking hands with all your friends
You won’t have time to worry!

Irland er kendt for den grønne natur, musikken og pubberne, men oplevelsen bliver enestående, når man glemmer at være ”turist”, og kommer som en fremmed, der skal møde vennerne. Festlige fællessange og stilheden under en sang fra kartoffelhungeren, glæden og melankolien, det storslåede og det nærværende - og måske bare en uforklarlig stemning at føle sig godt tilpas i godt selskab. Og det kommer, når man lige er faldet i snak med Sean, Paddy, Sinead og Siobhan på pubben... 
Irland er magisk - ”a state of mind” – med oplevelser, som man ikke rigtig kan beskrive, men som man skal møde med et åbent og gæstfrit sind. Og hvis man tager dertil med den attitude, så oplever man det også. Som irerne selv siger: Ireland is where strange tales begin - and happy endings are possible.

Om forholdet mellem kvinder og mænd
A young couple on their wedding night was in their honeymoon suite. As they were undressing for bed, the husband, a big burly man, tossed his trousers to his new bride and said: "Here, put these on."
She put them on and the waist was twice the size of her body. "I can't wear your trousers," she said.
"That's right,'' said the husband, "and don't you ever forget it. I'm the one who wears the trousers in this relationship."
With that she flipped him her knickers and said: "Try these on."
He tried them on and found he could only get them on as far as his kneecaps.
"Hell," he said. ''I can't get into your knickers!"
She replied: "That's right... and that's the way it is going to stay until your attitude changes."
 
Irsk afslappethed
Five frogs are sitting on a log. Four decide to jump off. How many are left?
Answer: five. Why? Because there's a difference between deciding & doing.

Artiklen må ikke kopieres eller citeres uden angivelse af forfatter © Claus Hebor – maj 2010

.

I Irland har man god tid, - og man møder stadig får på vejene
 
En fremmed er en ved, du endnu ikke har mødt! Denne irske talemåde beskriver craic. Det er et forunderligt fænomen, der især opstår på pubben, når man er i godt selskab - og med en pint of Guinness i hånden
 
Glade gæster, der nyder stemningen på den kendte Crown Liquor Saloon i Belfast
 
Irerne har en vidunderlig humor. Da jeg mødte Red og Pat på gaden i Kerry, spurgte jeg dem, hvorfor irere altid svarer med et spørgsmål, når man spørger dem om noget. Red svarede blot: Who told you that?
 
Man skal ikke være bange for at synge med! Det er en stor del af craic´en - at synge, danse, fortælle historier, diskutere. Kort sagt - nyde selskabet med de hyggelige og afslappede irerne. Her en gymnasieklasse fra Esbjerg, der oplever craic´en i Galway
 
Jeg mødte Molly Malone på Grafton Steet – eller som irerne kalder skulpturen: ”The Tart with the Cart”, ”The Dish with the Fish” og ”The Trollop with the Scallops”
 
Som skribent af artikler om Irland må man selv teste både pubber, whiskey og craic´en. Her på den smukke og traditionsrige Johnny Fox´ Pub højt oppe i Wicklow Mountains kan I være sikker på craic og god stemning.
 
Gå til top