irland

  • Artikel Craic sætter farve på tilværelsen i Irland

    Craic sætter farve på tilværelsen i Irland

    - lidt betragtninger om den enestående irske folkesjæl
    af Claus R. Hebor - Denne email adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den.
    Se opsat artikel i FlyAway Magazine - Se opsat artikel i Whisky Magasinet

    “Is cara nar casadh ort fos e an coimhthioch” – gælisk for ”En fremmed er en ven, du endnu ikke har mødt”. Citatet er tilskrevet den kendte irsk digter W.B. Yeats, men er blevet en fast talemåde i Irland. Den siger utroligt meget om irernes indstilling til andre mennesker, til verden, og til livet i al almindelighed.
    Irere er utrolig positive overfor nye muligheder og har en enestående interesse for andre mennesker. Måske er det op-stået gennem deres historie med engelsk undertrykkelse gennem 800 år, hvor det meste af befolkningen har levet i en ubeskrivelig fattigdom, og hvor endnu flere er emigreret mod fjerne horisonter for at finde nye muligheder. Måske er irerne bare mere nysgerrige og på en mere charmerende og positiv måde end andre folkeslag, eller måske hygger de sig bare med andre mennesker. Som alt i Irland er forklaringen sikkert en kombination af det hele, og man kan ikke rigtig forstå den irske mentalitet, hvis man ikke kender deres historie, kultur, pubber, spiritualitet, humor og de 117 andre ting, der betyder noget i Irland.
    Irerne selv har et helt specielt ord for det: ”craic”. Jeg hørte om det første gang på en pub i Dublin, og strakt troede jeg, at jeg var faldet i kløerne på en pusher, men fandt hurtigt ud af, at han blot ville snakke – og at craic intet har med crack at gøre. Craic kan egentlig ikke oversættes, men er den stemning, som opstår når man på en pub har en god, levende konversation i godt selskab med god musik, sang og historier – og uden tvivl en Guinness. Og så er man ikke en fremmed, men blandt venner.

    Mødet med den irske mentalitet
    Allerede på mit første pub-besøg i Irland tilbage i ´91 mødte jeg den helt enestående irske mentalitet. Jeg sad gemt bag en avis, og alligevel satte en 98-årig gammel irer med sixpence sig ved mit bord og begyndte venligt at spørge til mig. Med nogle korte og nogenlunde høflige svar måtte han da forstå, at jeg hellere ville læse min avis i fred, men han fort-satte ufortrødent med at snakke. Han var kommet tilbage for at se hans fødeland Irland, før han skulle dø. Kort fortalt var han udvandret til USA efter Påskeopstanden i 1916 og havde ikke været i Irland siden da. Hans historie var som en spændende film, hvor jeg hørte om barndommen i Irland omkring 1910, hans liv i 20´ernes USA med arbejde på én af de første fly-fabrikker, hans afdøde hustru og de mange børn – illustreret af gamle, gulnede fotografier, som han havde i en gammel skotøjsæske. Pludselig var 4 timer med sjove, rørende, sørgelige og spændende historier fløjet bort. Jeg har ikke set eller snakket med ham siden, men efter den aften har jeg været fascineret af irerne og deres mentalitet – og opsøger under hvert besøg den herlige craic på den lokale pub. 

    Pubben er med hele livet
    Netop pub-livet er en institution i Irland og har intet til fælles med et dansk værtshus. Pubben er ”dagligstuen” i ethvert hjem, så her mødes man som i én stor familie. Alle aldersgrupper - gamle og unge - blander sig uden problemer og med højt humør. Der er respekt for de ældre og den visdom, som de har. Kvinderne nyder publivet lige så meget som mændene, men som de siger: ”Men are like bagpipes: no sound comes from them until they're full”.
    Her er historier og sange om frihedskampen eller Molly Malone – handlende i fisk og mere til - som værdsættes lige så højt af de unge, og som binder bånd mellem generationerne. Og det er nu engang livsbekræftende at se en 70-årig dame synge og danse til U2.
    Pubben er med irerne i hele deres liv – og også efter. I Drogheda nord for Dublin mødte jeg to søstre på en ganske lille pub, som havde været i familiens eje i mere end 150 år. De fortalte, hvordan de for et par år siden tog afsked med deres mor med gravøl, hvor de i 3 dage festede på pubben med den afdøde moders kiste på bardisken.
    På Johnny Fox´ Pub i Wicklow Mountains - en af de rigtig mange ”højst beliggende pub i Irland” – står i en væg en flaske med aske fra en irsk udvandrer, som døde i New York i 1998. Han nåede aldrig at besøge pubben i live, men hans største ønske var, at hans aske skulle bringes dertil. Selv efter døden er pubben et uundværligt mødested.
    Johnny Fox´ er i øvrigt et meget populært sted for statsoverhoveder, og mange præsidenter har skrevet, at netop deres besøg på Johnny Fox´ gjorde forhandlingerne nemmere og mere behagelige. Irsk craic har også positiv indflydelse på storpolitik.

    Vidunderlig underspillet humor
    Irerne har en helt vidunderlig, underspillet humor og en meget laid-back indstilling til livet, religion, arbejde og koner! Hvis det øsregner, så siger de optimistisk ” It's a fine day for young ducks”, og de beskriver et dårligt ægteskab som “She burnt her coal and did not warm herself.”.
    Historier er en vigtig del af irsk craic og pub-liv, og en ”storyteller” hedder en ”Shanachie” (sha-na-key) på gælisk. Det er helt almindeligt at rejse sig op for at fortælle historier, som ofte tager udgangspunkt i egne oplevelser – og så gør det ikke så meget, at den måske ikke er helt sand. Bare pointen er god!

    Selv gejstlige er mennesker....
    Father O´Connell & Sister Mary are on their way back from the cemetery when their car breaks down. The garage doesn't open until morning so they have to spend the night in a B&B. It only has one room available.
    The priest says: "Sister, I don't think the Lord would object if we spend the night sharing this one room. I'll sleep on the sofa and you have the bed."
    "I think that would be fine," agrees the nun.
    They prepare for bed, say some prayers and settle down to sleep. Ten minutes pass, and the nun says: "Father, I'm very cold."
    "OK," says the priest, "I'll get a blanket from the cupboard."
    Another ten minutes pass and the nun says again: "Father, I'm still terribly cold."
    The priest says: "Don't worry, I'll get up and fetch you another blanket."
    Another ten minutes pass, then the nun murmurs softly: "Father I'm still very cold. I don't think the Lord would mind if we acted as man and wife just for a night."
    "You're right," says the priest. "Get your own blankets."
     
    Om forholdet mellem irere og englændere
    An Irishman, an Englishman and a beautiful girl are riding together in a train, with the beautiful girl in the middle. The train goes through a tunnel and it gets completely dark. Suddenly there is a kissing sound and then a slap!
    The train comes out of the tunnel. The woman and the Irishman are sitting there looking perplexed. The Englishman is bent over holding his face which is red from an apparent slap.
    The Englishman is thinking "Damn it, that Mick must have tried to kiss the girl, she thought it was me and slapped me."
    The girl is thinking, "That Englishman must have moved to kiss me, and kissed the Irishman instead and got slapped."
    The Irishman is thinking, "If this train goes through another tunnel, I could make another kissing sound and slap that Englishman again!!

    Den slags historier hører man overalt, men gå selv på opdagelse. Det eneste det kræver, er et åbent sind og en Guinness.
    Det er nok ikke en hemmelighed, at irerne er glade for øl og whiskey. Som ireren Oscar Wilde sagde det: Work is the curse of the drinking classes. I øvrigt har irerne mange hundreder forskellige skåle, som i sig selv siger utrolig meget om deres mentalitet – f.eks.:

    May your glass be ever full.
    May the roof over your head be always strong.
    And may you be in heaven half an hour
    before the devil knows you're dead.
    Slainte (= skål)

    We drink to your coffin.
    May it be built from the wood
    of a hundred year old oak tree
     that I shall plant tomorrow.
    Slainte (= skål)

    Irsk selvforståelse
    Selvom irerene har været undertrykt og fattige gennem hundreder af år – eller måske netop derfor! – fejler deres selv-forståelse intet. Som de selv siger med et glimt i øjet: "There are only two kinds of people in the world - the Irish and those who wish they were.". De har en vidunderlig kombination af melankoli, humor og musikalitet, som jeg ikke kender fra andre steder. Dette lille citat illustrerer præcist den ukuelige irske folkesjæl:

    In life, there are only two things to worry about—
    Either you are well or you are sick.

    If you are well, there is nothing to worry about,
    But if you are sick, there are only two things to worry about—
    Either you will get well or you will die.

    If you get well, there is nothing to worry about,
    But if you die, there are only two things to worry about—
    Either you will go to heaven or hell.

    If you go to heaven, there is nothing to worry about.
    And if you go to hell, you’ll be so busy shaking hands with all your friends
    You won’t have time to worry!

    Irland er kendt for den grønne natur, musikken og pubberne, men oplevelsen bliver enestående, når man glemmer at være ”turist”, og kommer som en fremmed, der skal møde vennerne. Festlige fællessange og stilheden under en sang fra kartoffelhungeren, glæden og melankolien, det storslåede og det nærværende - og måske bare en uforklarlig stemning at føle sig godt tilpas i godt selskab. Og det kommer, når man lige er faldet i snak med Sean, Paddy, Sinead og Siobhan på pubben... 
    Irland er magisk - ”a state of mind” – med oplevelser, som man ikke rigtig kan beskrive, men som man skal møde med et åbent og gæstfrit sind. Og hvis man tager dertil med den attitude, så oplever man det også. Som irerne selv siger: Ireland is where strange tales begin - and happy endings are possible.

    Om forholdet mellem kvinder og mænd
    A young couple on their wedding night was in their honeymoon suite. As they were undressing for bed, the husband, a big burly man, tossed his trousers to his new bride and said: "Here, put these on."
    She put them on and the waist was twice the size of her body. "I can't wear your trousers," she said.
    "That's right,'' said the husband, "and don't you ever forget it. I'm the one who wears the trousers in this relationship."
    With that she flipped him her knickers and said: "Try these on."
    He tried them on and found he could only get them on as far as his kneecaps.
    "Hell," he said. ''I can't get into your knickers!"
    She replied: "That's right... and that's the way it is going to stay until your attitude changes."
     
    Irsk afslappethed
    Five frogs are sitting on a log. Four decide to jump off. How many are left?
    Answer: five. Why? Because there's a difference between deciding & doing.

    Artiklen må ikke kopieres eller citeres uden angivelse af forfatter © Claus Hebor – maj 2010

    .

    I Irland har man god tid, - og man møder stadig får på vejene
     
    En fremmed er en ved, du endnu ikke har mødt! Denne irske talemåde beskriver craic. Det er et forunderligt fænomen, der især opstår på pubben, når man er i godt selskab - og med en pint of Guinness i hånden
     
    Glade gæster, der nyder stemningen på den kendte Crown Liquor Saloon i Belfast
     
    Irerne har en vidunderlig humor. Da jeg mødte Red og Pat på gaden i Kerry, spurgte jeg dem, hvorfor irere altid svarer med et spørgsmål, når man spørger dem om noget. Red svarede blot: Who told you that?
     
    Man skal ikke være bange for at synge med! Det er en stor del af craic´en - at synge, danse, fortælle historier, diskutere. Kort sagt - nyde selskabet med de hyggelige og afslappede irerne. Her en gymnasieklasse fra Esbjerg, der oplever craic´en i Galway
     
    Jeg mødte Molly Malone på Grafton Steet – eller som irerne kalder skulpturen: ”The Tart with the Cart”, ”The Dish with the Fish” og ”The Trollop with the Scallops”
     
    Som skribent af artikler om Irland må man selv teste både pubber, whiskey og craic´en. Her på den smukke og traditionsrige Johnny Fox´ Pub højt oppe i Wicklow Mountains kan I være sikker på craic og god stemning.
     
  • Artikel Sheeps Head

    Tír na nÓg eksisterer i Sheep’s Head...

    Til fods i den enestående kultur og natur i det sydvestligste Irland
    af Claus R. Hebor - Denne email adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den. - Se opsat artikel i Børsens Rejsetillæg

    Drømmer man om at opleve den traditionsrige irske kultur og de mest betagende naturscenerier, så er Sheep´s Head det rigtige sted at tage hen. ”Man skal ikke rejse hurtigere end sjælen kan følge med” siger et indiansk talemåde, og en vandreferie i Sheep´s Head i Irland en glimrede måde at opleve landet på, hvor man får sjælen med.
    Det sydvestligste Irland er et af de mest spektakulære områder, der udfolder drømmebilledet af Irland med små stenhuse på grønne marker, får på vejene, bjerge og det blå Atlanterhav i baggrunden. Derfor er det også et af de mest besøgte områder i Irland, og Ring of Kerry – med rette udråbt som én af verdens flotteste kyst-ture – er en turistmagnet.

    Sheeps Head i West Cork
    Halvøen Sheep’s Head lidt syd for Kerry er derimod en langt mindre kendt perle og langt fra enhver turist-strøm. Man mærker uvilkårligt, at Sheep’s Head er en tidslomme, hvor fortid, nutid og fremtid ikke rigtig har nogen mening. Det smukke landskab ser ud som det har set ud i millioner af år, og livet går sin stille gang som gennem århundreder med kvæg- og fåreavl, fiskeri og et par små landsbyforretninger - købmand, restaurant, posthus, isenkræmmer og benzinstation i eet - samt naturligvis de meget lokale og særdeles hyggelige pubber. Ikke at det er gammeldags og utidssvarende, men blot at tiden - eller det nogle kalder fremskridtet - ikke har forandret meget her, og fremtiden kommer i det tempo, som passer ind.
    Tid er blevet det mest værdifulde og uopnåelige i vores stressede hverdag, og i Sheep’s Head får man tid forærende i rigt mål - tid til at nyde sceneriet, til at snakke med de lokale, til at tænke over livet og tid til at stresse helt af.
    Den eneste rigtige måde at opleve Sheep’s Head på er at vandre – nøjagtig som man har gjort i århundreder. De få veje er meget smalle, snirklede og hullede, og turistbusser kan slet ikke komme rundt på halvøen. Sheep’s Head har udviklet en række spændende vandreruter i forskellig længde – fra flerdagsturen The Sheep’s Head Way rundt om hele halvøen til kortere rundture af varierende sværhedsgrad. Halvøen har en række meget hyggelige B&B´s, og jeg blev indlogeret på det charmerende Farm Bed & Breakfast Hillcrest House i Ahakista med en formidabel udsigt, hvor indehaveren Agnes serverede hjemmebagte scones og te til en meget gæstfri velkomst.

    Til fods i Sheep’s Head
    Alle stier er godt afmærkede, men det giver en ekstra dimension at have en lokal guide med. Jeg havde derfor allieret mig med James O´Mahoney fra en familie, som har boet på Sheep’s Head gennem mange århundreder, og som kan fortælle, hvordan han selv har været med til det hårde arbejde med tørvegravning i bjergene. Desuden er han én af initiativtagerne til vandreruterne, og han gav mig mulighed for at vandre med forskellige lokale walking guides, som hver kunne fortælle deres beretninger om områdets historie og seværdigheder.
    Cahergal Loop er en rundtur tværs over halvøen, hvor man kommer over de lave bjerge og ud til den stejle nordkyst med udsigt til de høje bjerge på Beara Peninsula. Min guide var Helen, som undervejs fortalte om de mange ruiner af små stenhuse, som ligger på nordkysten. De fleste af disse stenhuse består blot et enkelt rum på nogle få kvadratmeter, og nogle har faktisk været beboet til op i 1950´erne. Helen fortalte således om hendes bedstefader, der havde besøgt Tadgh O´Shea i hans meget primitive cabhalae – stenhytte - i bjergene, hvor han levede som fårehyrde. Så langt tilbage i tid og udformning, men alligevel så tæt på vores tid. Mange af disse stenhuse ligger helt fortryllende smukt med udsigt over havet, men uden vinduer mod havet – ”en smuk udsigt kan ikke brødføde dig” var forklaringen for det handlede udelukkende om overlevelse i en hverdag underlagt naturens betingelser. Der ligger således flere nyfødte børn begravet i området, som er døde før de blev døbt, og således ikke kunne komme i indviet jord. I 1844 boede der 8.340 mennesker på Sheep’s Head, men kartoffelhungeren og den store udvandring betød, at der i dag kun lever ca. 1.300. På den måde får man en særdeles nærværende og stemningsbetonet indføring i Irlands barske historie med livsvilkår, som vi knapt kan forstå.    
    Ved den nedlagte kobbermine bliver stien til en smal afsats højt over Atlanterhavets frådende indigoblå bølger 50 meter under dig. Lidt længere fremme har en idérig mand i 1800-tallet hugget en 30 m lodret skakt ned til en hule, som havet har skabt. Idéen var, at det frugtbare havsand skulle skydes op gennem skakten af havet, men den uheldige fårehyrde, der skulle gå ind til bunden af hulen for at finde det rigtige sted til skakten, blev nervøs for at havet skulle komme og gik kun halvvejs ind. Derfor kom skakten til at ligge forkert, og projektet kom aldrig til at fungere, men imponerende at stå på en mark og høre havets torden langt, langt nede i klippen.

    Solbrændt i Irland
    En anden glimrende vandring går langs bjergryggen på midten af halvøen. Her når bjergene op i knap 400 m højde, men da de ligger tæt på havet giver det en vid-underlig udsigt til Mizen Head mod syd og Beara Pe-ninsula mod nord adskilt af det blå Atlanterhav - altid ens og alligevel forskelligt - og hvor man kan være heldig at opleve delfiner og hvaler. Guiden Stephan fortalte om dyre- og plantelivet, og om Ladies Well, som var en skjult klippeafsats. Her mødtes irerne hemmeligt til katolsk messe i ”penal times” i 1800-tallet, hvor englænderne med dødsstraf havde forbudt deres gudstjenester og sprog. Stedet udvirker også mirakler, og der er mange historier om handicappede, der har fået deres førlighed tilbage efter at have bedt 15 bønner og lagt 15 sten i en bunke ved brønden.
    Under hele mit ophold skinnede solen fra en skyfri himmel, og opfattelsen af, at det altid regner i Irland er stærkt overdrevne. Bare det at sidde på udsigtspunktet Seat of Finn på toppen af Seefin og nyde synet af det tidløse landskab og spise den medbragte sandwich efter en 4 timers bjergtur i strålende sol er betagende.
    Belønningen efter en lang vandretur er en kølig Guinness på den lokale Fitzpatrick´s Pub i Kilcrohane, hvor de lokale kan fortælle mange flere sande og opdigtede historier fra området.

    Fyrtårnet længst mod vest
    På Sheep’s Head skal man naturligvis ud til fyrtårnet på spidsen af halvøen. Jeg havde fået lov til at gå med fyrpasseren Jim Turbin, en stovt gammel mand, som var synlig stolt af sin trøje med fyrvæsenets logo på. Han kunne fortælle mange historier om skibsforlis og redningsaktioner, og selve fyret ligger helt fantastisk smukt på en lille klippeafsats højt over havet. Det giver en sær følelse i maven, når man ved, at næste stop mod vest er New York.
    På turen tilbage mod landsbyen Kilcrohane støder man på en del fortidsminder bl.a. en Marriage Stone med hul i, hvor de kommende ægtefolk stak hænderne ind igennem og afgav deres ægteskabsløfte, og som man faktisk også kan opleve den dag i dag.
    Med udsigt til de smukke Cliffs of Dooneen, som også er udødeliggjort i en traditionel irsk sang, endte vi passende nok hos den lokale Irish Country stjerne Mary Daly på pubben i Bay View Inn. Udover at være indehaver af stedet giver hun gerne et nummer i pub-ben og arrangerer levende musik hver lørdag året rundt. Imponerende i en by med blot 200 indbyggere. Her møder man også de helt uimodståelige karakterer, som man efterhånden kun finder i yderste afkroge af Irland. Finbar ligner kaptajn Haddock på en prik, og han har så mange utrolige og usandfærdige søhistorier med meget overraskende vendinger, at man føler sig hensat til en havneknejpe for århundreder siden.
    Bantry Bay ved foden af Sheep’s Head er med rette blevet kaldt én af de smukkeste bugte i Irland, og med en kort sejltur kommer man til den lille ø Whiddy Is-land. Her bor 20 mennesker, en masse køer og endnu flere får samlet omkring  een pub. Landskabet er en mosaik af indigoblåt hav, kløvermarker med den ube-skriveligt grønne farve, som kun findes i Irland og granitgrå bjerge. Tiden er ligeså nærværende her, hvor der er flere forhistoriske ringforte, fæstningsværker fra Armada-tiden og en tilgroet kirkegård med gamle, skæve gravsten.
    Whiddy Island er et lille stykke paradis, hvor tiden ikke sætter sine spor. Undervejs mødte vi en ældre dame, som var i gang med at grave køkkenhaven. James bad mig skyde på hendes alder, som jeg mente var i begyn-delsen af 60´erne, men James fortalte, at hun var 82. ”Men hun drikker også 4-5 Guinness om dagen, så holder man sig frisk”, som James forklarede.

    Tid er relativ i Sheep’s Head
    Selvom man kun har været her få dage, så føler man, at man har oplevet utrolig meget. Det kan kun være fordi alle sanser bliver stimuleret i overmål. Livet bliver utrolig meget rigere, når man mærker solen brænde i huden og duften af tørv i næsen, mens man bøjer sig ned og mærker klipperne - formet gennem årtusinder af hav, vind og sol til bløde granitpuder med grønt mos - for at smage det krystalklare, kolde kildevand til en baggrundssymfoni af søfugle og Atlanterhavets blå bølger, der hamrer ind i de skarptskårne klipper. Man bliver eet med naturen.
    Nu sidder jeg og ser solen gå ned i Atlanterhavet i et farvespil uden lige, som den har gjort det i årtusinder – hver dag forskellig fra de andre og alligevel på samme måde. Tid er et relativt begreb i Sheep’s Head – fortid, nutid og fremtid flyder sammen i én stemning, som man lever sig ind i. Det er måske herfra, at irerne i deres mytologi har Tír na nÓg, som betyder ”landet med evig ungdom”, for det eksisterer stadigvæk hér. Og det er jo ikke det værste sted at være. Det er den følelse, man får ved at vandre i Sheep’s Head i det sydvestligste Irland – og man får sjælen med.

     

    Artiklen må ikke kopieres eller citeres uden angivelse af forfatter © Claus Hebor – juni 2010.

    .

     Tiden står stille i Sheeps Head - og det er vidunderligt at vandre mellem klipper og hav
     
    En af de få forretninger i Sheep’s Head, som er købmand, restaurant, isenkræmmer, postkontor og benzinstation
     
    Én af de mange ruiner af stenhuse, som ligger på nordsiden af Sheep’s Head og som minder om en hård tid med kartoffelhunger og udvandring
     
    Fyrtårnet på Sheep’s Head ligger ualmindelig smuk og afsondret, og er bestemt en vandretur værd
     

    Fyrpasser Jim Turbin fortæller historier om skibe og forlis på vejen til det smukke fyrtårn på Sheep’s Head 

    Vandrestien ved den gamle kobbermine slynger sig langs klippekanten.

    Pubben på Bay View Inn i Kilcrohane befolkes af områdets spændende karakterer som den lokale sangstjerne Mary Daly (tv.) og Finbar med kaptajnskasketten og de mange særprægede historier.

    Whiddy Island et er grønt paradis med får og køer, der har en betagende udsigt

  • Artikel Whiskey & Slane Castle

    Whiskey & rockmusik ved Slane Castle

    I 2015 åbner den adelige familie Conyngham det første familieejede destilleri i Irland i 50 år på Slane Castle. Investeringen er på næsten 100 mio. kr., og besøgende vil få en enestående oplevelse gennem at se fremstillingen af whiskey samt ikke mindst smage på de gyldne dråber. Vi har besøgt Lord Alex for at høre nærmere om baggrunden for det nye destilleri. 
    af Claus R. Hebor - Denne email adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den. - Se opsat artikel i Whisky Magasinet

    Lidt nord for Dublin i den mytiske Boyne Valley ligger et af de mest markante slotte i Irland. Slane Castle har været i familien Conynghams eje siden 1701, hvor godset blevet overdraget til den protestantiske adelsfamilie efter det berømte slag ved Boyne, som endeligt knuste alle drømme om et selvstændigt Irland indtil 1900-tallet.
    I 1785 byggede Conyngham det nuværende Slane Castle, som har været i familiens eje lige siden. I dag er det 8. og 9. generation, der residerer på Slane Castle, nemlig Lord Henry Conyngham og hans søn Lord Alex.
    Begge har en brændende passion for whiskey og rockmusik, hvilket har gjort Slane Castle til en institution i både musik- og whiskeykredse.

    Nyt whiskeydestilleri og besøgscenter
    Hidtil har Henry og James blended og markedsført deres egen Slane Castle Whiskey med et blend af forskellige maltwhiskeys fra Cooley´s Distillery lidt nord for slottet, men nu har familien offentliggjort planerne for et helt nyt whiskeydestilleri på Slane Castle, som skal stå færdigt i 2015.
    ”Vi investerer 13 mio. euro (knap 100 mio. kr.) i et helt nyt destilleri og besøgscenter, som kommer til at ligge i de gamle staldbygninger fra 1700-tallet”, fortæller sønnen Lord Alex. ”Vi forventer at de smukke bygninger med både whiskeydestilleri og besøgcenter åbner i 2015 med op mod 50.000 besøgende om året.”
     
    Bæredygtig whiskey
    På godset Slane Castle producerer man årlig 2000 tons byg som sammen med det bløde vand fra Boyne-floden vil være hovedingredienser i det første familieejede whiskeydestilleri i Irland i over 50 år, der producerer, malter og destillerer deres egen byg.
    Det nye Slane Castle Distillery vil fremstille tre typer irsk whiskey: Pure Irish Pot still, Triple Destilled Single Malt og Grain Whiskey. Bæredygtighed er et nøgleord for destilleriet, som vil blive et af de mest grønne destillerier i verden. Udover egen produktion af byg vil varme og energi komme fra sideprodukter, således at forbrug at fossile energiformer begrænses mest muligt.
    ”Whiskey er en glimrede måde at skabe ”added value” på kornproduktion. Og whiskey-mash´en vil blive returneret til godsets kvæg som foder, som bliver ”the happiest cows on earth”, som Lord Alex fortæller med et smil på læben.

    Stigende marked i Danmark
    Idéen om eget destilleri har været der siden starten, og med den nuværende Slane Castle whiskey har familien fået opbygget et brand især i USA, som de vil forfine og udbygge med deres helt egen whiskey.
    ”Det er et voksende marked for irsk whiskey især i USA, Brasilien og Asien, men vi ser også stigende interesse i Skandinavien og Danmark. Vi vil satse på at producere ”small batch”, men til gengæld ligge i ”premium end” af markedet. Vores whiskey skal udtrykke det bedste af irsk whiskey med passion, autencitet og godt håndværk”, fortsætter han.

    Klar til besøg i 2015
    Et besøg på Slane Castle Distillery i 2015 vil starte med en helt ny video omkring slottets historie og whiskeyproduktion, hvorefter gæsterne kan følge destillationsprocessen trin for trin med alle sanser – man kan høre, dufte, se og røre den gyldne driks vej fra byg til velsmagende whiskey. Man vil også kunne besøge lageret med egetræstønderne.
    Naturligvis bliver der også lejlighed til at smage de forskellige whiskeys samt købe specielle udgaver af Slane Castle Whiskey samt andre lokale produkter. Det er dog først tidligst i 2020 at de første flasker, der udelukkende er produceret på Slane Castle Distillery er ved at være klar til salg. 

    De største koncerter ved Slane Castle   
    Slane Castle er også kendt for deres store rockkoncerter, som hvert år trækker op mod 100.000 publikummer til de største navne i verden som Rolling Stones, Bob Dylan, Bruce Springsteen, David Bowie og Queen. U2 har spillet på Slane Castle flere gange, og en stor del af albummet ”The Unforgetable Fire” er indspillet i en af dagligstuerne, mens bandet boede på Slane Castle. Videoen til ”Pride” er optaget i den gamle gotiske balsal, og når man ser de imponerende sale på Slane Castle, så forstår man bedre den storslåede musik, som præger dette album af U2.
    Jeg husker endnu suset i 1995, da jeg oplevede REM med opvarmning af de helt nye Oasis. Forsanger Liam Gallaghers flabede optræden fik en publikum til at smide en sten på scenen, hvilket øjeblikkeligt fik Liam Gallagher til at snerre: ”If you don´t like it, go fucking hang yourself”.
    Om netop den sætning bliver slogan for den nye range af Slane Castle Whiskey er nok mere end tvivlsomt, men rock og whiskey går perfekt hånd i hånd. Tænk at høre de største rocknavne og samtidig få en enestående whiskeyoplevelse i det nye destilleri på Slane Castle…

     


    Bemærk:
    Slane Castle er et af de steder, vi besøger på W&R Magasinets rundrejse til en række irske destillerier ”Whiskey, pubs & craic” fra 25. – 30. april 2014.
    Lord Henry Conyngham og hans søn Lord Alex åbner i 2015 et nyt whiskeydestilleri og besøgscenter ved det imponerende Slane Castle nord for Dublin
    Læs mere om rejsen på www.facebook.com/irish.event/events eller rekvirer udførligt dag-til-dag program hos Denne email adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den.

    .

    Slane Castle er et imponerende slot i Boyne Valley, der er indbegrebet af irsk historie og mytologi.
     
    Lord Henry og Lord Alex har en brændende passion for whiskey og rockmusik, som giver spændende udviklingsmuligheder på begge områder.
     
    Det nye Slane Castle Distillery åbner i 2015 og vil producere tre typer whiskey: Pure Irish Potstill, Triple Destilled Single Malt og Grain Whiskey, som samtidig giver mulighed for forskellige blends.
     
    Indtil for nylig har Slane Castle whiskey været et blend af whiskey fra det kendte Cooleys Distillery, som nu er overtaget af amerikanske Jim Beam
     
    U2 er et af de utallige kendte bands, der har spillet på Slane Castle, og faktisk boede de på slottet under indspilning af ”The Unforgettable Fire”
     
    Under whiskeyrejsen i april 2014 vil vi blive inviteret ind i de imponerende sale på slottet for at smage Slane Castles helt egen whiskey.
  • Vildt, farverigt & magisk - som irerne

    Vildt, farverigt & magisk - som irerne

    Refleksioner over irernes natur og folkesjæl på en flyrejse langs Irlands kyst.
    af Claus R. HeborDenne email adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den. - fotos: Liam Carroll  Se opsat artikel fra Jyllands-Posten

    Irerne har altid været kendt for at være et særegent folkefærd med deres helt egen sammensatte mentalitet. De er særdeles hyggelige, varme og gæstfrie, men også barske, hårdføre og stolte. Irrationalitet og spiritualitet ligger også dybt i dem. Nøjagtig som deres natur og landskab, som stadig spiller en betydningsfuld del i deres liv og livsforståelse. Naturen har på mange måder formet mennesket på den grønne ø i Atlanterhavet – og irernes folkesjæl afspejles også i landskabet.

    I foråret 2014 fik jeg en enestående chance for at flyve rundt langs Irlands kyst i lav højde i en lille 4-sæders propelmaskine sammen med den enestående fotograf Liam Carroll fra Galway og piloten Claus Kvist. Efter at have besøgt den grønne ø et utal af gange fik jeg nu muligheden for at se Irland fra luften sammen med en fotograf, der kunne fange og fastholde magien i landskabet. Det gav et helt nyt perspektiv og indblik i Irland og irerne.
    Irernes folkesjæl har altid været fascinerende, for irerne er markant anderledes med deres helt egen livsindstilling end andre folk. Irlands barske historie er helt sikkert en del af årsagen, men man skal også søge i deres keltiske fortid med en tæt samhørighed med naturen, som har formet deres mentale landskab. Og naturen er stadig betydningsfuld for de fleste irere den dag i dag. Irerne elsker deres natur, og de har et næsten spirituelt forhold til den.
    Ruten går fra Belfast langs nordkysten til det vilde landskab i Donegal med ophold i Sligo. Herfra videre til Achill Island med Europas højeste havklipper og gennem det smukke Connemare til den største af Aran-øerne InishMór.

    BenBulben og ånderne på Knocknarea
    I det nordvestligste county Donegal rammer vi havklipperne Slieve League, som tårner sig op over os med godt 600 m lodret ned i havet. Her ser vi tydeligt den smalle bjergsti, som fører til toppen langs afgrunden, og som passende har fået navnet Deadmans Pass. Et navn som giver respekt og ærefrygt, da vi kun er et lille skrøbeligt fly, der i et øjeblik passerer tæt forbi de granitklipper, der har stået i millioner af år.
    Herfra kan vi skimte det markante bjerg BenBulben ved Sligo, som W.B. Yeats gjorde verdenskendt gennem hans smukke digte. Mens vi flyver imod BenBulben kan jeg rent faktisk høre landskabet synge Yeats´ smukke ord om hans barndomsland ved Sligo. BenBulben kaldes også for Irlands Table Mountain, da toppen er helt flad med næsten lodrette sider, - en form som har betaget og mystificeret irerne siden tidernes morgen. 
    Ved siden af ligger bjerget Knocknarea med en enorm stenhøj på toppen, der er mange tusind år gam-mel. Højen kaldes Queen Maeves grav efter en kendt keltisk dronning fra de irske myter, der foretog kvægtyveri mod kongen af Ulster. Yeats kendte til stedets magiske evner og skrev om de keltiske ånder Sidhe, der huserer på Knocknarea. Typisk for irernes forhold til naturen og deres mytologi, så er højen ikke udgravet, men man ved, at der er et hulrum derinde. Hold magien i live, - vi skal ikke forstyrre naturen og dens ånder.
    Yeats brugte den mytologiske irske natur til en ”gælisk revival” i slutningen af 1800-tallet, som var med til at definere irernes selvforståelse og unikke kultur samt bane vejen til et selvstændigt Irland.

    InishMór afspejler naturens luner 
    Landingsbanen på den lille Aran-ø Inishmór er kun lige så lang som vi skal bruge. Vi kommer perfekt ned, og ender ikke ud over den 2 m lodrette klippekant ned i Atlanterhavet. Lufthavnspersonalet nyder den varme aprilsol udenfor den lille bygning, og vi bliver varmt modtaget og tilbudt kørsel til den største by på øen Kilronan. 
    Det oprindelige liv kan stadig opleves på øen – ikke mindst den ro, styrke og melankolske glæde, som er en betingelse, når man er underlagt naturens luner ved at bosætte sig på nogle stormombruste klipper i Atlanterhavet. Vi ser de spinkle skindklædte både – currachs, som øboerne sejlede gennem de enorme bølger på Atlanterhavet for at fange hvaler og hajer for udvinding af olie til at give lys. En imponerende, modig og livsfarlig bedrift for at skaffe det daglige brød. 
    Overalt på øen mærker vi naturens indflydelse på mennesket - for her er mennesket totalt underlagt naturen. Gennem generationer har øens beboere hentet tang og sand i havkanten og lagt på den golde limstensslette, og efter århundreder er der opstået små grønne jordlodder, som kan brødføde lidt får og kvæg. Forestil dig at starte et projekt, som først bliver givtigt for dine børnebørns børnebørn… Den tro på fremtiden med forbindelse til tidligere og kommende generationer har de fleste af os vist mistet i vores begær efter materiel rigdom.
    Øen er gennemskåret på kryds og tværs af 7.800 km stendiger, som møjsommeligt er samlet sammen og stablet af øboerne lige siden de første mennesker bosatte sig her for 6000 år siden. Naturen og tiden føles uendelig her på InisMór.
    Beboerne på Aran-øerne er som deres natur: hårdføre, kantede og furet af det hårde vejrlig - som de uendelige rækker af sten, som modstår naturens luner uden et suk. Og samtidig sprudlende og givende som havet omkring dem. Naturens egenskaber, rytme og temperament er helt optaget i øboernes dna.

    Grundfæstet i naturen
    Selvom Irland blev kristent allerede i 400-tallet, så har den irske kristendom bevaret mange reminiscenser fra den før-kristne, keltiske tro – selv op til i dag. Før kristendommen var den irske mytologi fyldt med naturguder, og irerne anså kilder, træer og klipper for at være besjælet af et spirituelt element. Denne animisme findes stadig i Irland, hvor jeg stadig finder hellige træer fyldt med tøjstykker og små offergaver eller hellige kilder og sten, hvor der ofres blomster. 
    De fleste irere har heldigvis bevaret denne tætte relation til naturen, og jeg møder den i deres musik, digte og i den almindelige snak på pubben. Naturen spiller en stor rolle i deres liv, og de værdsætter naturen på en helt anden og mere spirituel måde end de fleste andre mere materielt tænkende folk. Irerne elsker at tage ud i naturen. Og jeg får altid gode historier om vandreture i bjergene, kæmpelaksen i floden eller solnedgangen over havet – så uendelig jordnært sammen med tidsløse myter om naturens magi. 
    Når vi flyver hen over landskabet, som udfolder sig i alle farver og former, og jeg ser skønheden i det vekslende landskab, så forstår jeg bedre irernes enestående kreative åre indenfor musik, litteratur, digte og teater. Den forbinder dem med en årtusindgammel tradition, som har sin rod i naturen. 
    Både i den tidsløse musik af f.eks. Van Morrison, U2 og Enya, litterære Nobelprisvindere som Yeats og Seamus Heaney, men også hos den lokale seanachaí – historiefortæller - og de helt almindelige irere, der spiller, synger og danser på den lokale pub. Vi oplever det hver aften, når vi er landet, og bliver gæstfrit modtaget af de nysgerrige lokale over en pint of Guinness. Og så bliver der fortalt ældgamle historier og sunget melankolske sange, før de bryder ud i smittende glæde. Livet her er på mange måder så simpelt og smukt som landskabet.

    Tír na nÓg findes ved Skellig Islands
    Efter ophold i Galway tager vi den smukkeste kyststrækning i verden forbi Cliffs of Moher, Dingle-halvøen, Kerry og ud til de enestående øer Skellig Islands langt ude i Atlanterhavet og slutter i Water-ford efter en tur langs den blide sydkyst i Irland.
    Højdepunktet må være at flyve over Skellig Islands. Langt ude i Atlanterhavet ligger to klippespidser, som rejser sig lodret op fra det turkisblå hav. Min første tanke er, at her kan der umuligt leve menne-sker, men allerede fra 500-tallet bosatte eremitmunke sig på den største af klippespidserne Skellig Michael. Over 600 stentrin fører fra en lille vig stort set lodret op i himlen på toppen af klippen. Her boede de i små primitive stenkuber – beehives – og levede af regnvand, fisk og havfugle. Fuldstændig underlagt naturens luner eller - i deres optik - Guds vilje.
    I den ældgamle irske mytologi lå dødriget langt ude i havet vest for Irland, og irerne kalder det stadig poetisk for Tír na nÓg, som betyder landet med evig ungdom og skønhed. Når jeg ser Skellig Islands fra luften, så er det næsten en spirituel oplevelse at se Tír na nÓg. Og på en eller anden måde var det vel også det, som munkene søgte, da de kom herud.
    Den mindre klippe Little Skellig er et fuglefjeld med en rigdom af smukke havfugle, der svæver graciøst og ubesværet rundt om klippespidsen i en evig cyklus. Det er som klippen er en levende organisme, hvor de smukke havfugle sørger for et livgivende åndedræt – ind og ud i en bølgende bevægelse, der aldrig stopper. Og sådan har det været gennem årtusinder, og tiden bliver pludselig en mærkelig størrelse at tænke på.
    I vores lille fly føler vi os som en af de millioner af havfugle, der kredser rundt om klippespidsen – mærker blæsten, havet og sanser de uendelig mange nuancer af blå. Vi er eet med naturen, og ord kan ikke forklare skønheden eller den spirituelle oplevelse. Der er en magisk forbindelse mellem havet, klipperne, fuglene og os, som ikke kan forklares, men som jeg fornemmer meget klart, mens vi cirkler et par gange rundt om de to magiske klipper. Langt ude i det frådende Atlanterhav… 
    Selvom fotos er døde vil de forhåbentlig alligevel kunne give et sug i maven, når vi ser dem bagefter.

    Farvepaletten langs sydkysten
    Under os veksler landskabet, kysten og havet mellem tillægsord, der spænder fra mildt, frodigt og smukt til vildt, frådende og barskt. Og hele natursceneriet ligger som en utrolig farvepalette fra de hvideste sandstrande over det turkisblå hav og neongrønne græsbakker isprængt gule rapsmarker til gråsorte klipper, der tårner sig ubønhørligt op over vores lille maskine i den dybblå himmel.
    I Waterford slutter vores flyvetur langs den irske kystlinje. Byen er grundlagt af danske og norske vikinger i 914, og man forstår godt, hvorfor så mange af vikingerne blev i Irland. De byggede byer og handelspladser og assimilerede sig så fint med lokalbefolkningen, at irerne er stolte af deres fortid med vikingerne. Selvom irerne fik mange nye påvirkninger fra vikingerne, så bevarede de deres keltiske særpræg og egenart. Den ligger så dybt begravet i deres jord og i deres landskab, at den er blevet en del af deres dna.

    Irerne gør noget magisk ved een…
    Ofte får man et bedre billede og en større forståelse ved at komme lidt på afstand. Under vores flyvetur rundt langs Irlands smukke kyst har jeg i bogstaveligste forstand fået et helikoptersyn på Irland. 
    Nu ser jeg, hvordan mennesket afspejler landskabet og omvendt. Det gælder naturligvis for alle lande og nationaliteter, men Irland er bare lidt smukkere, mere fascinerende og varieret end de andre lande - synes jeg.
    Og ligesom irerne, så er landskabet så meget smukkere i solskin, og vi har været heldige med strålende sol i alle dagene i Irland. Så er naturen som et 360 graders panorama, der folder sig ud for fødderne af os. I bør unde jer selv den oplevelse, - og hvis det ikke lige kan lade sig gøre i et lille fly, så tag på en rejse derover.
    Om jeg har forstået den irske folkesjæl ved jeg ikke, men jeg ved, at jeg har fået en flig af den med i hjertet. Jeg kan ikke undgå at blive berørt på en utrolig fascinerende måde af Irland og irerne, når jeg rejser rundt på den grønne ø. Det gør noget magisk ved een. Jeg føler mig simpelthen opfyldt – af glæ-de, af historien, af at høre til – og at være en del af noget uendeligt stort.
    Og det understreger blot den udefinerbare følelse af, at det irske landskab er mytisk, spirituelt og ma-gisk. Udenfor tid og sted – men dog nærværende og lige i hjertet! Ligesom irerne….

     

     

    Artiklen må ikke kopieres eller citeres uden angivelse af forfatter © Claus Hebor – juni 2014

    .

    Pilot Claus Kvist laver de sidste check på den lille maskine, før vi tager på ekspedition rundt langs den irske kystlinje med den lokale fotograf Liam Carroll.

    Kystlinjen langs co. Clare og Kerry hører til de smukkeste i verden – med rette. 
    Det irske landskab er mytisk, spirituelt og magisk. Udenfor tid og sted – men dog nærværende og lige i hjertet!  Ligesom irerne...
     
    De fantastiske Skellig Islands, hvor eremitmunke boede sammen med millioner af havfugle – og et overskud af tid til bøn 

    "Stairway to heaven" på Skellig Island
    Munkene boede i bogstaveligste forstand på toppen af jorden
    Atlanterhavet har de smukkeste farver på Irlands vestkyst
    Der er en magisk forbindelse mellem havet, klipperne, fuglene og os… 
    En kunstmaler kunne ikke have sat farverne mere perfekt og alligevel mere overraskende sammen…
     
     
    Gamle borgruiner fletter sig ind i landskabet på smukkeste vis.
    Irlands vestkyst forandrer sig for hvert minut - fra det vilde, frådende til det bløde, stille...

    Irland er et orgie i farver. Selv deres huse elsker irerne at male i alle regnbuens farver – selv pink, blå og lilla.

    Havet, klipperne og de grønne marker har formet irerne
    Den Grønne Ø er så meget mere... - simpelthen en fryd for øjet
    Landing i Kilkenny Airport efter at have oplevet denne smukke natur på kun 2 timers flyvning. 
Gå til top