tir na nog

  • Artikel Sheeps Head

    Tír na nÓg eksisterer i Sheep’s Head...

    Til fods i den enestående kultur og natur i det sydvestligste Irland
    af Claus R. Hebor - Denne email adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den. - Se opsat artikel i Børsens Rejsetillæg

    Drømmer man om at opleve den traditionsrige irske kultur og de mest betagende naturscenerier, så er Sheep´s Head det rigtige sted at tage hen. ”Man skal ikke rejse hurtigere end sjælen kan følge med” siger et indiansk talemåde, og en vandreferie i Sheep´s Head i Irland en glimrede måde at opleve landet på, hvor man får sjælen med.
    Det sydvestligste Irland er et af de mest spektakulære områder, der udfolder drømmebilledet af Irland med små stenhuse på grønne marker, får på vejene, bjerge og det blå Atlanterhav i baggrunden. Derfor er det også et af de mest besøgte områder i Irland, og Ring of Kerry – med rette udråbt som én af verdens flotteste kyst-ture – er en turistmagnet.

    Sheeps Head i West Cork
    Halvøen Sheep’s Head lidt syd for Kerry er derimod en langt mindre kendt perle og langt fra enhver turist-strøm. Man mærker uvilkårligt, at Sheep’s Head er en tidslomme, hvor fortid, nutid og fremtid ikke rigtig har nogen mening. Det smukke landskab ser ud som det har set ud i millioner af år, og livet går sin stille gang som gennem århundreder med kvæg- og fåreavl, fiskeri og et par små landsbyforretninger - købmand, restaurant, posthus, isenkræmmer og benzinstation i eet - samt naturligvis de meget lokale og særdeles hyggelige pubber. Ikke at det er gammeldags og utidssvarende, men blot at tiden - eller det nogle kalder fremskridtet - ikke har forandret meget her, og fremtiden kommer i det tempo, som passer ind.
    Tid er blevet det mest værdifulde og uopnåelige i vores stressede hverdag, og i Sheep’s Head får man tid forærende i rigt mål - tid til at nyde sceneriet, til at snakke med de lokale, til at tænke over livet og tid til at stresse helt af.
    Den eneste rigtige måde at opleve Sheep’s Head på er at vandre – nøjagtig som man har gjort i århundreder. De få veje er meget smalle, snirklede og hullede, og turistbusser kan slet ikke komme rundt på halvøen. Sheep’s Head har udviklet en række spændende vandreruter i forskellig længde – fra flerdagsturen The Sheep’s Head Way rundt om hele halvøen til kortere rundture af varierende sværhedsgrad. Halvøen har en række meget hyggelige B&B´s, og jeg blev indlogeret på det charmerende Farm Bed & Breakfast Hillcrest House i Ahakista med en formidabel udsigt, hvor indehaveren Agnes serverede hjemmebagte scones og te til en meget gæstfri velkomst.

    Til fods i Sheep’s Head
    Alle stier er godt afmærkede, men det giver en ekstra dimension at have en lokal guide med. Jeg havde derfor allieret mig med James O´Mahoney fra en familie, som har boet på Sheep’s Head gennem mange århundreder, og som kan fortælle, hvordan han selv har været med til det hårde arbejde med tørvegravning i bjergene. Desuden er han én af initiativtagerne til vandreruterne, og han gav mig mulighed for at vandre med forskellige lokale walking guides, som hver kunne fortælle deres beretninger om områdets historie og seværdigheder.
    Cahergal Loop er en rundtur tværs over halvøen, hvor man kommer over de lave bjerge og ud til den stejle nordkyst med udsigt til de høje bjerge på Beara Peninsula. Min guide var Helen, som undervejs fortalte om de mange ruiner af små stenhuse, som ligger på nordkysten. De fleste af disse stenhuse består blot et enkelt rum på nogle få kvadratmeter, og nogle har faktisk været beboet til op i 1950´erne. Helen fortalte således om hendes bedstefader, der havde besøgt Tadgh O´Shea i hans meget primitive cabhalae – stenhytte - i bjergene, hvor han levede som fårehyrde. Så langt tilbage i tid og udformning, men alligevel så tæt på vores tid. Mange af disse stenhuse ligger helt fortryllende smukt med udsigt over havet, men uden vinduer mod havet – ”en smuk udsigt kan ikke brødføde dig” var forklaringen for det handlede udelukkende om overlevelse i en hverdag underlagt naturens betingelser. Der ligger således flere nyfødte børn begravet i området, som er døde før de blev døbt, og således ikke kunne komme i indviet jord. I 1844 boede der 8.340 mennesker på Sheep’s Head, men kartoffelhungeren og den store udvandring betød, at der i dag kun lever ca. 1.300. På den måde får man en særdeles nærværende og stemningsbetonet indføring i Irlands barske historie med livsvilkår, som vi knapt kan forstå.    
    Ved den nedlagte kobbermine bliver stien til en smal afsats højt over Atlanterhavets frådende indigoblå bølger 50 meter under dig. Lidt længere fremme har en idérig mand i 1800-tallet hugget en 30 m lodret skakt ned til en hule, som havet har skabt. Idéen var, at det frugtbare havsand skulle skydes op gennem skakten af havet, men den uheldige fårehyrde, der skulle gå ind til bunden af hulen for at finde det rigtige sted til skakten, blev nervøs for at havet skulle komme og gik kun halvvejs ind. Derfor kom skakten til at ligge forkert, og projektet kom aldrig til at fungere, men imponerende at stå på en mark og høre havets torden langt, langt nede i klippen.

    Solbrændt i Irland
    En anden glimrende vandring går langs bjergryggen på midten af halvøen. Her når bjergene op i knap 400 m højde, men da de ligger tæt på havet giver det en vid-underlig udsigt til Mizen Head mod syd og Beara Pe-ninsula mod nord adskilt af det blå Atlanterhav - altid ens og alligevel forskelligt - og hvor man kan være heldig at opleve delfiner og hvaler. Guiden Stephan fortalte om dyre- og plantelivet, og om Ladies Well, som var en skjult klippeafsats. Her mødtes irerne hemmeligt til katolsk messe i ”penal times” i 1800-tallet, hvor englænderne med dødsstraf havde forbudt deres gudstjenester og sprog. Stedet udvirker også mirakler, og der er mange historier om handicappede, der har fået deres førlighed tilbage efter at have bedt 15 bønner og lagt 15 sten i en bunke ved brønden.
    Under hele mit ophold skinnede solen fra en skyfri himmel, og opfattelsen af, at det altid regner i Irland er stærkt overdrevne. Bare det at sidde på udsigtspunktet Seat of Finn på toppen af Seefin og nyde synet af det tidløse landskab og spise den medbragte sandwich efter en 4 timers bjergtur i strålende sol er betagende.
    Belønningen efter en lang vandretur er en kølig Guinness på den lokale Fitzpatrick´s Pub i Kilcrohane, hvor de lokale kan fortælle mange flere sande og opdigtede historier fra området.

    Fyrtårnet længst mod vest
    På Sheep’s Head skal man naturligvis ud til fyrtårnet på spidsen af halvøen. Jeg havde fået lov til at gå med fyrpasseren Jim Turbin, en stovt gammel mand, som var synlig stolt af sin trøje med fyrvæsenets logo på. Han kunne fortælle mange historier om skibsforlis og redningsaktioner, og selve fyret ligger helt fantastisk smukt på en lille klippeafsats højt over havet. Det giver en sær følelse i maven, når man ved, at næste stop mod vest er New York.
    På turen tilbage mod landsbyen Kilcrohane støder man på en del fortidsminder bl.a. en Marriage Stone med hul i, hvor de kommende ægtefolk stak hænderne ind igennem og afgav deres ægteskabsløfte, og som man faktisk også kan opleve den dag i dag.
    Med udsigt til de smukke Cliffs of Dooneen, som også er udødeliggjort i en traditionel irsk sang, endte vi passende nok hos den lokale Irish Country stjerne Mary Daly på pubben i Bay View Inn. Udover at være indehaver af stedet giver hun gerne et nummer i pub-ben og arrangerer levende musik hver lørdag året rundt. Imponerende i en by med blot 200 indbyggere. Her møder man også de helt uimodståelige karakterer, som man efterhånden kun finder i yderste afkroge af Irland. Finbar ligner kaptajn Haddock på en prik, og han har så mange utrolige og usandfærdige søhistorier med meget overraskende vendinger, at man føler sig hensat til en havneknejpe for århundreder siden.
    Bantry Bay ved foden af Sheep’s Head er med rette blevet kaldt én af de smukkeste bugte i Irland, og med en kort sejltur kommer man til den lille ø Whiddy Is-land. Her bor 20 mennesker, en masse køer og endnu flere får samlet omkring  een pub. Landskabet er en mosaik af indigoblåt hav, kløvermarker med den ube-skriveligt grønne farve, som kun findes i Irland og granitgrå bjerge. Tiden er ligeså nærværende her, hvor der er flere forhistoriske ringforte, fæstningsværker fra Armada-tiden og en tilgroet kirkegård med gamle, skæve gravsten.
    Whiddy Island er et lille stykke paradis, hvor tiden ikke sætter sine spor. Undervejs mødte vi en ældre dame, som var i gang med at grave køkkenhaven. James bad mig skyde på hendes alder, som jeg mente var i begyn-delsen af 60´erne, men James fortalte, at hun var 82. ”Men hun drikker også 4-5 Guinness om dagen, så holder man sig frisk”, som James forklarede.

    Tid er relativ i Sheep’s Head
    Selvom man kun har været her få dage, så føler man, at man har oplevet utrolig meget. Det kan kun være fordi alle sanser bliver stimuleret i overmål. Livet bliver utrolig meget rigere, når man mærker solen brænde i huden og duften af tørv i næsen, mens man bøjer sig ned og mærker klipperne - formet gennem årtusinder af hav, vind og sol til bløde granitpuder med grønt mos - for at smage det krystalklare, kolde kildevand til en baggrundssymfoni af søfugle og Atlanterhavets blå bølger, der hamrer ind i de skarptskårne klipper. Man bliver eet med naturen.
    Nu sidder jeg og ser solen gå ned i Atlanterhavet i et farvespil uden lige, som den har gjort det i årtusinder – hver dag forskellig fra de andre og alligevel på samme måde. Tid er et relativt begreb i Sheep’s Head – fortid, nutid og fremtid flyder sammen i én stemning, som man lever sig ind i. Det er måske herfra, at irerne i deres mytologi har Tír na nÓg, som betyder ”landet med evig ungdom”, for det eksisterer stadigvæk hér. Og det er jo ikke det værste sted at være. Det er den følelse, man får ved at vandre i Sheep’s Head i det sydvestligste Irland – og man får sjælen med.

     

    Artiklen må ikke kopieres eller citeres uden angivelse af forfatter © Claus Hebor – juni 2010.

    .

     Tiden står stille i Sheeps Head - og det er vidunderligt at vandre mellem klipper og hav
     
    En af de få forretninger i Sheep’s Head, som er købmand, restaurant, isenkræmmer, postkontor og benzinstation
     
    Én af de mange ruiner af stenhuse, som ligger på nordsiden af Sheep’s Head og som minder om en hård tid med kartoffelhunger og udvandring
     
    Fyrtårnet på Sheep’s Head ligger ualmindelig smuk og afsondret, og er bestemt en vandretur værd
     

    Fyrpasser Jim Turbin fortæller historier om skibe og forlis på vejen til det smukke fyrtårn på Sheep’s Head 

    Vandrestien ved den gamle kobbermine slynger sig langs klippekanten.

    Pubben på Bay View Inn i Kilcrohane befolkes af områdets spændende karakterer som den lokale sangstjerne Mary Daly (tv.) og Finbar med kaptajnskasketten og de mange særprægede historier.

    Whiddy Island et er grønt paradis med får og køer, der har en betagende udsigt

  • Vildt, farverigt & magisk - som irerne

    Vildt, farverigt & magisk - som irerne

    Refleksioner over irernes natur og folkesjæl på en flyrejse langs Irlands kyst.
    af Claus R. HeborDenne email adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den. - fotos: Liam Carroll  Se opsat artikel fra Jyllands-Posten

    Irerne har altid været kendt for at være et særegent folkefærd med deres helt egen sammensatte mentalitet. De er særdeles hyggelige, varme og gæstfrie, men også barske, hårdføre og stolte. Irrationalitet og spiritualitet ligger også dybt i dem. Nøjagtig som deres natur og landskab, som stadig spiller en betydningsfuld del i deres liv og livsforståelse. Naturen har på mange måder formet mennesket på den grønne ø i Atlanterhavet – og irernes folkesjæl afspejles også i landskabet.

    I foråret 2014 fik jeg en enestående chance for at flyve rundt langs Irlands kyst i lav højde i en lille 4-sæders propelmaskine sammen med den enestående fotograf Liam Carroll fra Galway og piloten Claus Kvist. Efter at have besøgt den grønne ø et utal af gange fik jeg nu muligheden for at se Irland fra luften sammen med en fotograf, der kunne fange og fastholde magien i landskabet. Det gav et helt nyt perspektiv og indblik i Irland og irerne.
    Irernes folkesjæl har altid været fascinerende, for irerne er markant anderledes med deres helt egen livsindstilling end andre folk. Irlands barske historie er helt sikkert en del af årsagen, men man skal også søge i deres keltiske fortid med en tæt samhørighed med naturen, som har formet deres mentale landskab. Og naturen er stadig betydningsfuld for de fleste irere den dag i dag. Irerne elsker deres natur, og de har et næsten spirituelt forhold til den.
    Ruten går fra Belfast langs nordkysten til det vilde landskab i Donegal med ophold i Sligo. Herfra videre til Achill Island med Europas højeste havklipper og gennem det smukke Connemare til den største af Aran-øerne InishMór.

    BenBulben og ånderne på Knocknarea
    I det nordvestligste county Donegal rammer vi havklipperne Slieve League, som tårner sig op over os med godt 600 m lodret ned i havet. Her ser vi tydeligt den smalle bjergsti, som fører til toppen langs afgrunden, og som passende har fået navnet Deadmans Pass. Et navn som giver respekt og ærefrygt, da vi kun er et lille skrøbeligt fly, der i et øjeblik passerer tæt forbi de granitklipper, der har stået i millioner af år.
    Herfra kan vi skimte det markante bjerg BenBulben ved Sligo, som W.B. Yeats gjorde verdenskendt gennem hans smukke digte. Mens vi flyver imod BenBulben kan jeg rent faktisk høre landskabet synge Yeats´ smukke ord om hans barndomsland ved Sligo. BenBulben kaldes også for Irlands Table Mountain, da toppen er helt flad med næsten lodrette sider, - en form som har betaget og mystificeret irerne siden tidernes morgen. 
    Ved siden af ligger bjerget Knocknarea med en enorm stenhøj på toppen, der er mange tusind år gam-mel. Højen kaldes Queen Maeves grav efter en kendt keltisk dronning fra de irske myter, der foretog kvægtyveri mod kongen af Ulster. Yeats kendte til stedets magiske evner og skrev om de keltiske ånder Sidhe, der huserer på Knocknarea. Typisk for irernes forhold til naturen og deres mytologi, så er højen ikke udgravet, men man ved, at der er et hulrum derinde. Hold magien i live, - vi skal ikke forstyrre naturen og dens ånder.
    Yeats brugte den mytologiske irske natur til en ”gælisk revival” i slutningen af 1800-tallet, som var med til at definere irernes selvforståelse og unikke kultur samt bane vejen til et selvstændigt Irland.

    InishMór afspejler naturens luner 
    Landingsbanen på den lille Aran-ø Inishmór er kun lige så lang som vi skal bruge. Vi kommer perfekt ned, og ender ikke ud over den 2 m lodrette klippekant ned i Atlanterhavet. Lufthavnspersonalet nyder den varme aprilsol udenfor den lille bygning, og vi bliver varmt modtaget og tilbudt kørsel til den største by på øen Kilronan. 
    Det oprindelige liv kan stadig opleves på øen – ikke mindst den ro, styrke og melankolske glæde, som er en betingelse, når man er underlagt naturens luner ved at bosætte sig på nogle stormombruste klipper i Atlanterhavet. Vi ser de spinkle skindklædte både – currachs, som øboerne sejlede gennem de enorme bølger på Atlanterhavet for at fange hvaler og hajer for udvinding af olie til at give lys. En imponerende, modig og livsfarlig bedrift for at skaffe det daglige brød. 
    Overalt på øen mærker vi naturens indflydelse på mennesket - for her er mennesket totalt underlagt naturen. Gennem generationer har øens beboere hentet tang og sand i havkanten og lagt på den golde limstensslette, og efter århundreder er der opstået små grønne jordlodder, som kan brødføde lidt får og kvæg. Forestil dig at starte et projekt, som først bliver givtigt for dine børnebørns børnebørn… Den tro på fremtiden med forbindelse til tidligere og kommende generationer har de fleste af os vist mistet i vores begær efter materiel rigdom.
    Øen er gennemskåret på kryds og tværs af 7.800 km stendiger, som møjsommeligt er samlet sammen og stablet af øboerne lige siden de første mennesker bosatte sig her for 6000 år siden. Naturen og tiden føles uendelig her på InisMór.
    Beboerne på Aran-øerne er som deres natur: hårdføre, kantede og furet af det hårde vejrlig - som de uendelige rækker af sten, som modstår naturens luner uden et suk. Og samtidig sprudlende og givende som havet omkring dem. Naturens egenskaber, rytme og temperament er helt optaget i øboernes dna.

    Grundfæstet i naturen
    Selvom Irland blev kristent allerede i 400-tallet, så har den irske kristendom bevaret mange reminiscenser fra den før-kristne, keltiske tro – selv op til i dag. Før kristendommen var den irske mytologi fyldt med naturguder, og irerne anså kilder, træer og klipper for at være besjælet af et spirituelt element. Denne animisme findes stadig i Irland, hvor jeg stadig finder hellige træer fyldt med tøjstykker og små offergaver eller hellige kilder og sten, hvor der ofres blomster. 
    De fleste irere har heldigvis bevaret denne tætte relation til naturen, og jeg møder den i deres musik, digte og i den almindelige snak på pubben. Naturen spiller en stor rolle i deres liv, og de værdsætter naturen på en helt anden og mere spirituel måde end de fleste andre mere materielt tænkende folk. Irerne elsker at tage ud i naturen. Og jeg får altid gode historier om vandreture i bjergene, kæmpelaksen i floden eller solnedgangen over havet – så uendelig jordnært sammen med tidsløse myter om naturens magi. 
    Når vi flyver hen over landskabet, som udfolder sig i alle farver og former, og jeg ser skønheden i det vekslende landskab, så forstår jeg bedre irernes enestående kreative åre indenfor musik, litteratur, digte og teater. Den forbinder dem med en årtusindgammel tradition, som har sin rod i naturen. 
    Både i den tidsløse musik af f.eks. Van Morrison, U2 og Enya, litterære Nobelprisvindere som Yeats og Seamus Heaney, men også hos den lokale seanachaí – historiefortæller - og de helt almindelige irere, der spiller, synger og danser på den lokale pub. Vi oplever det hver aften, når vi er landet, og bliver gæstfrit modtaget af de nysgerrige lokale over en pint of Guinness. Og så bliver der fortalt ældgamle historier og sunget melankolske sange, før de bryder ud i smittende glæde. Livet her er på mange måder så simpelt og smukt som landskabet.

    Tír na nÓg findes ved Skellig Islands
    Efter ophold i Galway tager vi den smukkeste kyststrækning i verden forbi Cliffs of Moher, Dingle-halvøen, Kerry og ud til de enestående øer Skellig Islands langt ude i Atlanterhavet og slutter i Water-ford efter en tur langs den blide sydkyst i Irland.
    Højdepunktet må være at flyve over Skellig Islands. Langt ude i Atlanterhavet ligger to klippespidser, som rejser sig lodret op fra det turkisblå hav. Min første tanke er, at her kan der umuligt leve menne-sker, men allerede fra 500-tallet bosatte eremitmunke sig på den største af klippespidserne Skellig Michael. Over 600 stentrin fører fra en lille vig stort set lodret op i himlen på toppen af klippen. Her boede de i små primitive stenkuber – beehives – og levede af regnvand, fisk og havfugle. Fuldstændig underlagt naturens luner eller - i deres optik - Guds vilje.
    I den ældgamle irske mytologi lå dødriget langt ude i havet vest for Irland, og irerne kalder det stadig poetisk for Tír na nÓg, som betyder landet med evig ungdom og skønhed. Når jeg ser Skellig Islands fra luften, så er det næsten en spirituel oplevelse at se Tír na nÓg. Og på en eller anden måde var det vel også det, som munkene søgte, da de kom herud.
    Den mindre klippe Little Skellig er et fuglefjeld med en rigdom af smukke havfugle, der svæver graciøst og ubesværet rundt om klippespidsen i en evig cyklus. Det er som klippen er en levende organisme, hvor de smukke havfugle sørger for et livgivende åndedræt – ind og ud i en bølgende bevægelse, der aldrig stopper. Og sådan har det været gennem årtusinder, og tiden bliver pludselig en mærkelig størrelse at tænke på.
    I vores lille fly føler vi os som en af de millioner af havfugle, der kredser rundt om klippespidsen – mærker blæsten, havet og sanser de uendelig mange nuancer af blå. Vi er eet med naturen, og ord kan ikke forklare skønheden eller den spirituelle oplevelse. Der er en magisk forbindelse mellem havet, klipperne, fuglene og os, som ikke kan forklares, men som jeg fornemmer meget klart, mens vi cirkler et par gange rundt om de to magiske klipper. Langt ude i det frådende Atlanterhav… 
    Selvom fotos er døde vil de forhåbentlig alligevel kunne give et sug i maven, når vi ser dem bagefter.

    Farvepaletten langs sydkysten
    Under os veksler landskabet, kysten og havet mellem tillægsord, der spænder fra mildt, frodigt og smukt til vildt, frådende og barskt. Og hele natursceneriet ligger som en utrolig farvepalette fra de hvideste sandstrande over det turkisblå hav og neongrønne græsbakker isprængt gule rapsmarker til gråsorte klipper, der tårner sig ubønhørligt op over vores lille maskine i den dybblå himmel.
    I Waterford slutter vores flyvetur langs den irske kystlinje. Byen er grundlagt af danske og norske vikinger i 914, og man forstår godt, hvorfor så mange af vikingerne blev i Irland. De byggede byer og handelspladser og assimilerede sig så fint med lokalbefolkningen, at irerne er stolte af deres fortid med vikingerne. Selvom irerne fik mange nye påvirkninger fra vikingerne, så bevarede de deres keltiske særpræg og egenart. Den ligger så dybt begravet i deres jord og i deres landskab, at den er blevet en del af deres dna.

    Irerne gør noget magisk ved een…
    Ofte får man et bedre billede og en større forståelse ved at komme lidt på afstand. Under vores flyvetur rundt langs Irlands smukke kyst har jeg i bogstaveligste forstand fået et helikoptersyn på Irland. 
    Nu ser jeg, hvordan mennesket afspejler landskabet og omvendt. Det gælder naturligvis for alle lande og nationaliteter, men Irland er bare lidt smukkere, mere fascinerende og varieret end de andre lande - synes jeg.
    Og ligesom irerne, så er landskabet så meget smukkere i solskin, og vi har været heldige med strålende sol i alle dagene i Irland. Så er naturen som et 360 graders panorama, der folder sig ud for fødderne af os. I bør unde jer selv den oplevelse, - og hvis det ikke lige kan lade sig gøre i et lille fly, så tag på en rejse derover.
    Om jeg har forstået den irske folkesjæl ved jeg ikke, men jeg ved, at jeg har fået en flig af den med i hjertet. Jeg kan ikke undgå at blive berørt på en utrolig fascinerende måde af Irland og irerne, når jeg rejser rundt på den grønne ø. Det gør noget magisk ved een. Jeg føler mig simpelthen opfyldt – af glæ-de, af historien, af at høre til – og at være en del af noget uendeligt stort.
    Og det understreger blot den udefinerbare følelse af, at det irske landskab er mytisk, spirituelt og ma-gisk. Udenfor tid og sted – men dog nærværende og lige i hjertet! Ligesom irerne….

     

     

    Artiklen må ikke kopieres eller citeres uden angivelse af forfatter © Claus Hebor – juni 2014

    .

    Pilot Claus Kvist laver de sidste check på den lille maskine, før vi tager på ekspedition rundt langs den irske kystlinje med den lokale fotograf Liam Carroll.

    Kystlinjen langs co. Clare og Kerry hører til de smukkeste i verden – med rette. 
    Det irske landskab er mytisk, spirituelt og magisk. Udenfor tid og sted – men dog nærværende og lige i hjertet!  Ligesom irerne...
     
    De fantastiske Skellig Islands, hvor eremitmunke boede sammen med millioner af havfugle – og et overskud af tid til bøn 

    "Stairway to heaven" på Skellig Island
    Munkene boede i bogstaveligste forstand på toppen af jorden
    Atlanterhavet har de smukkeste farver på Irlands vestkyst
    Der er en magisk forbindelse mellem havet, klipperne, fuglene og os… 
    En kunstmaler kunne ikke have sat farverne mere perfekt og alligevel mere overraskende sammen…
     
     
    Gamle borgruiner fletter sig ind i landskabet på smukkeste vis.
    Irlands vestkyst forandrer sig for hvert minut - fra det vilde, frådende til det bløde, stille...

    Irland er et orgie i farver. Selv deres huse elsker irerne at male i alle regnbuens farver – selv pink, blå og lilla.

    Havet, klipperne og de grønne marker har formet irerne
    Den Grønne Ø er så meget mere... - simpelthen en fryd for øjet
    Landing i Kilkenny Airport efter at have oplevet denne smukke natur på kun 2 timers flyvning. 
Gå til top