Unikke oplevelser i USA og Canada


De to enorme lande har et utal af store oplevelser, - og ofte er det ikke de mest kendte seværdigheder, der er de mest spændende. Vi vil gerne tage jer med ud til nogle af de mere ukendte, men på mange måder mere ægte oplevelser.

Når I rejser til USA og Canada er der altid nogle ting, som I bare skal opleve. Vi har prøvet at samle nogle af de oplevelser, som vi mener giver det bedste og mest præcise indtryk af de to lande, men naturligvis er der mange andre oplevelser, der kunne nævnes - alt efter individuelle interesser.  


USA
USA er meget mere end Disneyland, shopping i New York, strandene i Florida og plastikbyen Las Vegas. Her ofte den største koncentration af turister, hvilket kan tage en del af oplevelsen.
Vi anbefaler at tage ud i det "ægte" USA, hvor I får et langt bedre indblik i landets storslåede natur, de gæstfrie mennesker og en anderledes kultur. Men der er naturligvis også store oplevelser i storbyerne.    
Vi har samlet et lille udsnit af unikke oplevelser i USA:
  • Ranchophold i Wyoming eller Montana, som er de ægte cowboystater, hvor I stadig vil føle jer 100 år tilbage i tiden
  • Flyve med helikopter gennem Grand Canyon, som nok er den bedste måde til at opleve den imponerende canyon på. Her lander I på bunden og oplever storheden
  • Køretur gennem de endeløse skove af kæmpetræerne Sequoya i det nordlige Californien og Oregon, - og hvor I måske møder Bigfoot
  • Opleve solopgangen i Death Valley, hvor bjergene males i et farvespil fra grå over pink til blussende rød
  • Spise en middag i Sausalito på den anden side af Golden Gate Bridge på en restaurant ned til bugten med smuk udsigt til San Fransisco
  • Indsnuse atmosfæren i landbyen Woodstock i Catskill Mountains, som stadig beboes af hippier med en dejlig afslappet livsstil 
  • Gå på museerne i Washington, især Holocaust Museum med speciel afdeling om danskernes transport af jøder til Sverige under 2. verdenskrig samt det spændende Nat. Museum of The American Indian omkring kultur og liv hos Native Americans
  • Bo hos Amish-folk i byen Paradise i Pennsylvania - bynavnet siger vel alt, og nabobyen hedder Intercourse! Spis hos en Amish-familie og hør om deres meget anderledes og inspirerende livsstil

Canada:

Canada er meget anderledes i forhold til USA. Landet har en mere europæisk stemning, hvilket ofte gør, at I vil føle jer mere tilpas i Canada end det ofte mere "turistede" liv i USA. Naturen er om muligt endnu mere storslået og langt mere uberørt, når I lige undgår de største turistmagneter i Banff og Lake Louise. I Canada kan I også opleve en autentisk og levende kultur hos Native Americans, som kan være berigende på mange måder.   
Her er nogle få, unikke oplevelser i Canada:
  • Et afslappende og lærerigt ophold hos Robert, Marilyn og Troy på Cross River Wilderness Center midt i Rocky Mountains, hvor I vil opleve naturens storhed og få indføring i den spirituelle verden hos Native Americans
  • Ranchophold hos George på La Reata Ranch midt på prærien i Saskatchewan, hvor I vil føle jer tilbage til westerntiden for godt 100 år siden.
  • Se hvaler ved Saugenay Fiord i det østlige Canada, og ikke mindst bjørne samt andre store dyr som Moose, Elk og Wapiti-hjort i Rocky Mountains, - blot I har en lokaltkendt guide med, så lykkes det!
  • Tag på cykeltur fra Banff til Lake Louise på den gamle Bow Valley Parkway, hvor I laver afstikkere til smukke vandfald, udsigtspunkter og oplever det rige dyreliv
  • Vandreture til bl.a. Peyto Lake, der har form som et ulvehoved, Lake Louise eller andre utrolig smukke og mere afsondrede søer, hvor I er eet med naturen
  • Oplev en ishockey-kamp med Montreal Canadiens sammen med 22.000 begejstrede tilskuere i den største arena i NHL
  • Mærke de tordnende vandmasser i Niagara Falls fra den canadiske side - især hvis I går lidt afsides fra de mange turister
Vi hører gerne fra jer, hvis I har unikke oplevelser, som I synes skal på listen over "must-do´s" i USA og Canada.