- oplevelser i det østlige IrlandTekst: Claus R. Hebor - Denne e-mail adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den. - fotos: Claus Hebor m.fl.40 .000 danskere tager til Irland hver år, men de fleste oplever kun Dublin. Og det er synd - for der venter store og flotte oplevelser umiddelbart udenfor Dublin.
I undersøgelser er irerne udnævnt til det mest gæstfrie folk i verden, og ikke mindst når man kommer udenfor imødekommende, men dog moderne Dublin oplever man til fulde den irske talemåde, at ”en fremmed er en ven, du endnu ikke har mødt”. Indenfor en radius på kun 50 km fra Dublin kan man gå på opdagelse i det ”ægte” Irland med dets fascinerende historie, hyggelige B&B´s og eminente madoplevelser. Landskabet er varieret og spændende med bløde bakker med grønne hegn og de kendte stendiger, brede strande og vildsomt bjerglandskab. På en forlænget week-end kan man uden stress nå mange højdepunkter, og efter landing i Dublin Airport styrede jeg sammen med nogle venner den lejede bil stik nord - modsat Dublin.
Irland er rig på historierHistorien er til stede overalt i Irland, og et besøg i Drogheda ca. 40 km nord for Dublin er et godt udgangspunkt for nogle af de største historiske seværdigheder som Slane Castle, Boyle, Hill of Tara og Monasterboise.
Et højdepunkt er den imponerende gravhøj Newgrange ca. 40 km nord for Dublin, som er bygget lang tid før pyramiderne og med enorme sten hentet op til 100 km derfra. Jeg blev meget imponeret over den gennemtænkte arkitektur med en smuk facade af hvide kvartssten, som reflekterer solen. Solen har netop en afgørende rolle i Newgrange, da solen på årets korteste dag præcist rammer et vindue over indgangsdøren. Solstrålen kryber op gennem den 19 meter gange gravgang og fylder det store gravkammer med et magisk, gyldent lys - solguden er iblandt os! Denne oplysning – i både bogstavelig og overført betydning - varer 17 min., hvorefter lyset samles til en koncentreret stråle, der langsomt ”kravler” ud gennem gangen og tager de dødes sjæle med sig. Året rundt bliver vintersolhverv rekonstrueret med kunstigt lys, så vi klart fornemmede den enestående spirituelle oplevelse, det må have været for stenalderfolket. Selv i dag kan man ikke undgå at gribes af oplevelsen og den smukke tanke. Newgrange er et UNESCO World Heritate Site, og med rette én af de største seværdigheder i verden.
Nye trends og traditionerVi checkede ind på det nye hi-tech ”the d hotel” i Drogheda og oplevede det imponerende økonomiske opsving ”The Celtic Tiger”. Hotellet ligger smukt med udendørsservering langs floden Boyne, og med høj kvalitet og perfekt service er prisen særdeles attraktiv sammenlignet med Dublin.
I den ultra-moderne ”d bar” mødte vi bartender Sean, der tiltalte os med et fuldendt ”Hvad ønsker d´herrer og damer?”. Lidt overrasket over hans flotte danske sprog fik vi hans historie. Han er opvokset i Danmark hos sin danske mor, men da han ikke kunne få sin brasilianske kæreste til Danmark, valgte han at flytte tilbage til Irland og hans fædrene familie. Det har han bestemt ikke fortrudt, for Irland er i de seneste 10 år eksploderet af udvikling og initiativ. En væsentlig årsag til ”The Celtic Tiger” kan udmærket være irernes enestående åbenhed overfor fremmede og deres evne til at integrere dem.
Sean var eminent til at fremtrylle spændende og eksotiske drinks med kanel og krydderurter, men som mere traditionel valgte jeg dog nationaldrikken Guinness og en glimrende irsk Connemare-whiskey. ”d restaurant” har modtaget mange priser for dens fusion af traditionel irsk mad med moderne gastronomi, og hotellet er et godt udtryk for, hvor godt irerne kombinerer de nyeste trends med traditionelle værdier.
Hvis man mere er til det ”gamle” Irland er Scholars Townhouse Hotel et godt valg. Det ligger i en meget smuk bygning fra 1867, som har fungeret som residens for de katolske Christian Brothers. Restauranten er indrettet i en stor stue med tændt pejs og flotte loftsmalerier af irsk historie, og pianisten spiller stille klassiske klaverstykker som ekstra krydderi til en fremragende menu.
Irsk gæstfrihed på B&BDrogheda er fyldt med spændende historie. Den middelalderlige borgport er meget velbevaret og har gennem tiden modstået mange angreb fra englænderne og protestanter. Et sort kapitel blev føjet til historien 11. september 1649, hvor endnu et oprør mod englænderne blev nedkæmpet af Oliver Cromwell. Efterfølgende massakrerede hans soldater alle byens mænd, kvinder og børn på de mest grusomme måder. De få overlevende blev sendt som slaver til Caribien. Så havde alle irere fået en lærestreg om aldrig at stå op imod England igen, mente Cromwell. Historien beviste det stik modsatte - det øgede blot vreden og oprørstrangen. Datosammenfaldet for massakren fik mig til at spekulere over, at det eneste man opnår gennem terror, er flere og mere uforsonlige mennesker på begge sider, og hvis mennesket ikke snart lærer af historien kommer vi til at gentage den på katastrofal vis.
Man har ikke oplevet Irland, før man har boet på et rigtigt B&B. Efter det moderne ”the d hotel” kørte vi i en bue udenom Dublin til den lille by Enniskerry i Wicklow Mountains 30 km syd for Dublin.
Vi mærkede virkelig den irske gæstfrihed på det hyggelige victorianske Ferndale House B&B, da Josie og Noel tog imod med te og scones i loungen ved ankomsten. Værelserne var hyggelige med gammeldags messingseng, store træmøbler og forskelligt nips nøjagtig som for 50 eller 100 år siden. Alle gæster spiser morgenmad sammen ved det store spisebord, og netop morgenmaden er et stort plus på Ferndale House – og på alle B&B´s i Irland. Den bliver serveret i rigelige mængder med friskbagt brød og hjemmesyltet marmelade samt selvfølgelig bacon, æg, white & black pudding, tomat og pølser. Så er man klar til at nyde den friske irske bjergluft på en tur i Wicklow Mountains.
Oase midt i vildsomme bjergePå vej til Glendalough tog vi turen over Sally Gap, det højeste pas i Wicklow Mountains, hvor man kører gennem øde bjerglandskaber med får og hjorte som de eneste beboere. Hvis man tager en lille omvej kommer man forbi Lough Tay – Guinness-søen, som i den rigtige vinkel ligner et glas frisktappet Guinness. Med helt sort søvand og hvid sandstrand i øverste ende omgivet af høje bjerge til alle sider, og ved søen har Guinness-familien meget passende en sommerresidens med tepavillion. Et betagende syn og en idyllisk perle midt i det barske landskab.
Glendalough er smukt beliggende i et af de mest vilde og dramatiske egne af Wicklow Mountains. For irerne er stedet en national helligdom, hvor de første munke byggede en klosterby. Historierne om de munke, der levede en årelang eremittilværelse i de omkringliggende bjerge, bliver særdeles levende, når man i dag besøger deres afsondrede og nøgne klippehuler.
Glendalough domineres af det imponerende rundtårn, der skulle beskytte beboerne og deres guldskatte fra røverbander og ikke mindst vikingerne, da de hærgede i Irland. Vi er dog sidenhen blevet tilgivet, og de gæstfrie irere står med åbne arme – for ikke at sige nysgerrighed - overfor danske besøgende. Vikingeskibet Havhingsten fra Glendalough, som oprindelig blev bygget af vikinger bosat i Irland af tømmer fra Glendalough, bliver behørigt fejret på museet i Dublin, før det vender tilbage til Danmark i sommeren 2008.
En god vandretur på 9 km går fra Glendalough rundt om Upper Lake, men som en relativ stejl bjergvandring skal man være rimelig trænet for ikke at miste pusten. Men turen er alle anstrengelserne værd, da den går højt over søen med betagende udsigter op mod en øde, lyngbevokset dal. Her følte jeg mig hensat til en helt anden verden langt fra enhver civilisation. Den godt afmærkede track følger en bjergfos i siksak ned gennem et forrevet klippelandskab, og kort tid efter vandrede vi langs den smukke, skovklædte søbred og tilbage i den irske idyl med marker, stendiger og grønne hegn.
Vidt forskellige landskaber indenfor en vandretur på bare 4 timer. Hver dag afgår mange 1-dags sightseeingbusser fra Dublin, så derer ingen undskyldning for ikke at opleve Glendalough og Wicklow Mountains. Jeg vil dog klart anbefale, at man bor i det smukke landskab, som irerne selv kalder ”The Garden of Ireland”.
”Craic” på Johnny Fox´Johnny Fox´ Pub i nærheden af Enniskerry er sandsynligvis kendt af mange Dublin-besøgende, og det bør være et fast punkt på enhver rejseplan til området. Det er Irlands højst beliggende pub bygget i 1798, og med en indretning og stemning, som enhver pub crawler drømmer om. De mange små kroge er fyldt med nips, skilte, vasketøj og natpotter, som gør det til en oplevelse bare at gå rundt at kigge sig omkring. I væggen er der opsat en flaske med aske fra en New York´er, der aldrig nåede at besøge pubben i live, men som ønskede at hans aske skulle bringes dertil. I alle rum er der strøet savsmuld på gulvet og de tørve-fyrede ildsteder spreder dejlig varme og en liflig, krydret duft, der passer perfekt til en rigtig pub.
På deres ”Wall of Fame” kan man se billeder af de mange kendte gæster, og vi danskere kan nikke genkendende til Prins Joachim og Alex, men ellers tæller listen alle kendte skuespillere, politikere og musikere – fra Bill Clinton over Rolling Stones til Julia Roberts – og et utal andre. Enkelte politikere har endda skrevet til pubben, at netop deres besøg på Johnny Fox´ gjorde forhandlingerne nemmere og mere behagelige. Irsk ”craic” har også positiv indflydelse på storpolitik.
Naturligvis kan man bare nyde en Guinness eller et godt måltid på Johnny Fox´, men vi havde reserveret bord til Hooley Night med god irsk mad, traditionel musik og fællessang samt et meget flot show med irsk stepdans som i Riverdance. Hooley Night kører 7 dage om ugen og umiddelbart kan det se ud som en turistfælde, men musikken, underholdningen og stemningen er helt i top. Da aftenen startede satte vi os til bords med vildt fremmede mennesker fra hele verden, men vi skiltes som venner – irsk ”craic” i sin bedste betydning. Tilmed er menuen overraskende velsmagende, og Johnny Fox har helt fortjent modtaget mange priser for især deres seafood-køkken.
Gordon Ramsey was hereEn god rejse bør slutte med en god middag. Jeg vidste fra TV, hvem der har alle svar på en succesfuld restaurant og en god gastronomioplevelse – nemlig den kendte og koleriske engelske køkkenchef Gordon Ramsey. Jeg havde derfor på forhånd fået en reservation på Gordon Ramsey Restaurant på det helt nye luksus-hotel Ritz-Carlton i Enniskerry, der åbnede i oktober 2007. Hotellet er bygget som en pendant til 1700-tals slottet Powerscourt med én af de smukkeste parker i verden.
I bogstaveligste forstand havde vi taget munden fuld ved at bestille en Menu Prestige. Den består af 9 retter i absolut særklasse med gode irske råvarer og overraskende sammensætninger som Pata Negra med foie gras mousse, sea scallops med crisp pork belly og cinnamon parfait med spiced wine sauce. Det var en oplevelse langt ud over det sædvanlige. Maden og vinene, de smagfulde omgivelser og en fuldendt betjening overbeviste mig til fulde om Gordon Ramsey´s uomtvistelige evne til at skabe en unik restaurant-oplevelse.
Men området omkring Dublin gemmer på mange flere oplevelser, så gå selv på opdagelse. Man kan sagtens få færten af det ”ægte” Irland på en lang week-end.
Links:www.drogheda-tourism.com www.knowth.com/newgrange.htm www.visitwicklow.ie www.wicklow.com/glendaloughArtiklen må ikke kopieres eller citeres uden angivelse af forfatter © Claus Hebor – feb. 2008Der gøres opmærksom på, at artiklen er skrevet i 2008, og mange af stederne er ændret som f.eks. at Gordon Ramsey Restaurant findes ikke længere på Powerscourt Hotel.