Refleksioner over irernes natur og folkesjæl på en flyrejse langs Irlands kyst.

Tekst: Claus R. Hebor - Denne e-mail adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den. - Fotos: Liam Carroll  - Se opsat artikel

Irerne har altid været kendt for at være et særegent folkefærd med deres helt egen sammensatte mentalitet. De er særdeles hyggelige, varme og gæstfrie, men også barske, hårdføre og stolte. Irrationalitet og spiritualitet ligger også dybt i dem. Nøjagtig som deres natur og landskab, som stadig spiller en betydningsfuld del i deres liv og livsforståelse. Naturen har på mange måder formet mennesket på den grønne ø i Atlanterhavet – og irernes folkesjæl afspejles også i landskabet.

I foråret 2014 fik jeg en enestående chance for at flyve rundt langs Irlands kyst i lav højde i en lille 4-sæders propelmaskine sammen med den enestående fotograf Liam Carroll fra Galway og piloten Claus Kvist. Efter at have besøgt den grønne ø et utal af gange fik jeg nu muligheden for at se Irland fra luften sammen med en fotograf, der kunne fange og fastholde magien i landskabet. Det gav et helt nyt perspektiv og indblik i Irland og irerne.
Irernes folkesjæl har altid været fascinerende, for irerne er markant anderledes med deres helt egen livsindstilling end andre folk. Irlands barske historie er helt sikkert en del af årsagen, men man skal også søge i deres keltiske fortid med en tæt samhørighed med naturen, som har formet deres mentale landskab. Og naturen er stadig betydningsfuld for de fleste irere den dag i dag. Irerne elsker deres natur, og de har et næsten spirituelt forhold til den.
Ruten går fra Belfast langs nordkysten til det vilde landskab i Donegal med ophold i Sligo. Herfra videre til Achill Island med Europas højeste havklipper og gennem det smukke Connemare til den største af Aran-øerne InishMór.

BenBulben og ånderne på Knocknarea
I det nordvestligste county Donegal rammer vi havklipperne Slieve League, som tårner sig op over os med godt 600 m lodret ned i havet. Her ser vi tydeligt den smalle bjergsti, som fører til toppen langs afgrunden, og som passende har fået navnet Deadmans Pass. Et navn som giver respekt og ærefrygt, da vi kun er et lille skrøbeligt fly, der i et øjeblik passerer tæt forbi de granitklipper, der har stået i millioner af år. Herfra kan vi skimte det markante bjerg BenBulben ved Sligo, som W.B. Yeats gjorde verdenskendt gennem hans smukke digte. Mens vi flyver imod BenBulben kan jeg rent faktisk høre landskabet synge Yeats´ smukke ord om hans barndomsland ved Sligo. BenBulben kaldes også for Irlands Table Mountain, da toppen er helt flad med næsten lodrette sider, - en form som har betaget og mystificeret irerne siden tidernes morgen. 
Ved siden af ligger bjerget Knocknarea med en enorm stenhøj på toppen, der er mange tusind år gammel. Højen kaldes Queen Maeves grav efter en kendt keltisk dronning fra de irske myter, der foretog kvægtyveri mod kongen af Ulster. Yeats kendte til stedets magiske evner og skrev om de keltiske ånder Sidhe, der huserer på Knocknarea. Typisk for irernes forhold til naturen og deres mytologi, så er højen ikke udgravet, men man ved, at der er et hulrum derinde. Hold magien i live, - vi skal ikke forstyrre naturen og dens ånder.
Yeats brugte den mytologiske irske natur til en ”gælisk revival” i slutningen af 1800-tallet, som var med til at definere irernes selvforståelse og unikke kultur samt bane vejen til et selvstændigt Irland.

InishMór afspejler naturens luner
Landingsbanen på den lille Aran-ø Inishmór er kun lige så lang som vi skal bruge. Vi kommer perfekt ned, og ender ikke ud over den 2 m lodrette klippekant ned i Atlanterhavet. Lufthavnspersonalet nyder den varme aprilsol udenfor den lille bygning, og vi bliver varmt modtaget og tilbudt kørsel til den største by på øen Kilronan. 
Det oprindelige liv kan stadig opleves på øen – ikke mindst den ro, styrke og melankolske glæde, som er en betingelse, når man er underlagt naturens luner ved at bosætte sig på nogle stormombruste klipper i Atlanterhavet. Vi ser de spinkle skindklædte både – currachs, som øboerne sejlede gennem de enorme bølger på Atlanterhavet for at fange hvaler og hajer for udvinding af olie til at give lys. En imponerende, modig og livsfarlig bedrift for at skaffe det daglige brød. 
Overalt på øen mærker vi naturens indflydelse på mennesket - for her er mennesket totalt underlagt naturen. Gennem generationer har øens beboere hentet tang og sand i havkanten og lagt på den golde limstensslette, og efter århundreder er der opstået små grønne jordlodder, som kan brødføde lidt får og kvæg. Forestil dig at starte et projekt, som først bliver givtigt for dine børnebørns børnebørn… Den tro på fremtiden med forbindelse til tidligere og kommende generationer har de fleste af os vist mistet i vores begær efter materiel rigdom.
Øen er gennemskåret på kryds og tværs af 7.800 km stendiger, som møjsommeligt er samlet sammen og stablet af øboerne lige siden de første mennesker bosatte sig her for 6000 år siden. Naturen og tiden føles uendelig her på InisMór.
Beboerne på Aran-øerne er som deres natur: hårdføre, kantede og furet af det hårde vejrlig - som de uendelige rækker af sten, som modstår naturens luner uden et suk. Og samtidig sprudlende og givende som havet omkring dem. Naturens egenskaber, rytme og temperament er helt optaget i øboernes dna.

Grundfæstet i naturen
Selvom Irland blev kristent allerede i 400-tallet, så har den irske kristendom bevaret mange reminiscenser fra den før-kristne, keltiske tro – selv op til i dag. Før kristendommen var den irske mytologi fyldt med naturguder, og irerne anså kilder, træer og klipper for at være besjælet af et spirituelt element. Denne animisme findes stadig i Irland, hvor jeg stadig finder hellige træer fyldt med tøjstykker og små offergaver eller hellige kilder og sten, hvor der ofres blomster. 
De fleste irere har heldigvis bevaret denne tætte relation til naturen, og jeg møder den i deres musik, digte og i den almindelige snak på pubben. Naturen spiller en stor rolle i deres liv, og de værdsætter naturen på en helt anden og mere spirituel måde end de fleste andre mere materielt tænkende folk. Irerne elsker at tage ud i naturen. Og jeg får altid gode historier om vandreture i bjergene, kæmpelaksen i floden eller solnedgangen over havet – så uendelig jordnært sammen med tidsløse myter om naturens magi. 
Når vi flyver hen over landskabet, som udfolder sig i alle farver og former, og jeg ser skønheden i det vekslende landskab, så forstår jeg bedre irernes enestående kreative åre indenfor musik, litteratur, digte og teater. Den forbinder dem med en årtusindgammel tradition, som har sin rod i naturen. 
Både i den tidsløse musik af f.eks. Van Morrison, U2 og Enya, litterære Nobelprisvindere som Yeats og Seamus Heaney, men også hos den lokale seanachaí – historiefortæller - og de helt almindelige irere, der spiller, synger og danser på den lokale pub. Vi oplever det hver aften, når vi er landet, og bliver gæstfrit modtaget af de nysgerrige lokale over en pint of Guinness. Og så bliver der fortalt ældgamle historier og sunget melankolske sange, før de bryder ud i smittende glæde. Livet her er på mange måder så simpelt og smukt som landskabet.

Tír na nÓg findes ved Skellig Islands
Efter ophold i Galway tager vi den smukkeste kyststrækning i verden forbi Cliffs of Moher, Dingle-halvøen, Kerry og ud til de enestående øer Skellig Islands langt ude i Atlanterhavet og slutter i Waterford efter en tur langs den blide sydkyst i Irland.
Højdepunktet må være at flyve over Skellig Islands. Langt ude i Atlanterhavet ligger to klippespidser, som rejser sig lodret op fra det turkisblå hav. Min første tanke er, at her kan der umuligt leve menne-sker, men allerede fra 500-tallet bosatte eremitmunke sig på den største af klippespidserne Skellig Michael. Over 600 stentrin fører fra en lille vig stort set lodret op i himlen på toppen af klippen. Her boede de i små primitive stenkuber – beehives – og levede af regnvand, fisk og havfugle. Fuldstændig underlagt naturens luner eller - i deres optik - Guds vilje. I den ældgamle irske mytologi lå dødriget langt ude i havet vest for Irland, og irerne kalder det stadig poetisk for Tír na nÓg, som betyder landet med evig ungdom og skønhed. Når jeg ser Skellig Islands fra luften, så er det næsten en spirituel oplevelse at se Tír na nÓg. Og på en eller anden måde var det vel også det, som munkene søgte, da de kom herud.
Den mindre klippe Little Skellig er et fuglefjeld med en rigdom af smukke havfugle, der svæver graciøst og ubesværet rundt om klippespidsen i en evig cyklus. Det er som klippen er en levende organisme, hvor de smukke havfugle sørger for et livgivende åndedræt – ind og ud i en bølgende bevægelse, der aldrig stopper. Og sådan har det været gennem årtusinder, og tiden bliver pludselig en mærkelig størrelse at tænke på.
I vores lille fly føler vi os som en af de millioner af havfugle, der kredser rundt om klippespidsen – mærker blæsten, havet og sanser de uendelig mange nuancer af blå. Vi er eet med naturen, og ord kan ikke forklare skønheden eller den spirituelle oplevelse. Der er en magisk forbindelse mellem havet, klipperne, fuglene og os, som ikke kan forklares, men som jeg fornemmer meget klart, mens vi cirkler et par gange rundt om de to magiske klipper. Langt ude i det frådende Atlanterhav… 
Selvom fotos er døde vil de forhåbentlig alligevel kunne give et sug i maven, når vi ser dem bagefter.

Farvepaletten langs sydkysten
Under os veksler landskabet, kysten og havet mellem tillægsord, der spænder fra mildt, frodigt og smukt til vildt, frådende og barskt. Og hele natursceneriet ligger som en utrolig farvepalette fra de hvideste sandstrande over det turkisblå hav og neongrønne græsbakker isprængt gule rapsmarker til gråsorte klipper, der tårner sig ubønhørligt op over vores lille maskine i den dybblå himmel.
I Waterford slutter vores flyvetur langs den irske kystlinje. Byen er grundlagt af danske og norske vikinger i 914, og man forstår godt, hvorfor så mange af vikingerne blev i Irland. De byggede byer og handelspladser og assimilerede sig så fint med lokalbefolkningen, at irerne er stolte af deres fortid med vikingerne. Selvom irerne fik mange nye påvirkninger fra vikingerne, så bevarede de deres keltiske særpræg og egenart. Den ligger så dybt begravet i deres jord og i deres landskab, at den er blevet en del af deres dna.

Irerne gør noget magisk ved een…
Ofte får man et bedre billede og en større forståelse ved at komme lidt på afstand. Under vores flyvetur rundt langs Irlands smukke kyst har jeg i bogstaveligste forstand fået et helikoptersyn på Irland. 
Nu ser jeg, hvordan mennesket afspejler landskabet og omvendt. Det gælder naturligvis for alle lande og nationaliteter, men Irland er bare lidt smukkere, mere fascinerende og varieret end de andre lande - synes jeg.
Og ligesom irerne, så er landskabet så meget smukkere i solskin, og vi har været heldige med strålende sol i alle dagene i Irland. Så er naturen som et 360 graders panorama, der folder sig ud for fødderne af os. I bør unde jer selv den oplevelse, - og hvis det ikke lige kan lade sig gøre i et lille fly, så tag på en rejse derover.
Om jeg har forstået den irske folkesjæl ved jeg ikke, men jeg ved, at jeg har fået en flig af den med i hjertet. Jeg kan ikke undgå at blive berørt på en utrolig fascinerende måde af Irland og irerne, når jeg rejser rundt på den grønne ø. Det gør noget magisk ved een. Jeg føler mig simpelthen opfyldt – af glæde, af historien, af at høre til – og at være en del af noget uendeligt stort.
Og det understreger blot den udefinerbare følelse af, at det irske landskab er mytisk, spirituelt og magisk. Udenfor tid og sted – men dog nærværende og lige i hjertet! Ligesom irerne….

Artiklen må ikke kopieres eller citeres uden angivelse af forfatter © Claus Hebor – juni 2014