Tullamore: Kunsten at blende – recepten er godt håndværk & glimrende whiskey

Blends bliver ofte anset for ikke at være helt så fint og interessant som single malts eller single casks af whiskeydrikkere. Et besøg på det nye, flotte Tullamore Distillery i Irland giver et spændende indblik i, hvor meget håndværk og forskellige whiskeys af meget høj kvalitet, der ligger i et blend.

Tekst: Claus R. Hebor Denne e-mail adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den.  Fotos: Claus Hebor og Kevin Piggott
 
Der står fem whiskeyglas foran mig, hver med fire helt specielle whiskeys samt et blend af de fire. Jeg deltager i en meget anderledes smagning ”A Deconstruction of the Tullamore Blend”, hvor vi adskiller de forskellige smagsnuancer samt får et indtryk af kompleksiteten i den nok mest almindelige blended irsk whiskey. Den kendte - og vel også miskendte - Tullamore D.E.W.
Smagningen foregår på Tullamore Distillery, som i slutningen af 2017 færdiggjorde byggeriet af det sidste af deres tre nye destillerier i den midt-irske by af samme navn. Det imponerende Tullamore består dermed i dag af tre meget forskellige destillerier på samme sted, der hver producerer sin type whiskey: den irske specialitet Pot Still, Malt whiskey og Grain whiskey.
Smagningen illustrerede hele baggrunden for Tullamore D.E.W., som blendes af fire meget forskellige whiskeys. Alle fire smager fremragende på hver deres måde, og de kunne sagtens hver især have været lagt på flaske til glæde for whiskey-connoisseurs. 
Til slut smager vi den kendte Tullamore D.E.W., og fra de forskellige whiskeys kan vi nu smage de utallige smagsnuancer, som de hver især bidrager med, og som vi aldrig før rigtig har lagt mærke til. Pludselig smager Tullamore D.E.W. meget mere komplekst, men på mange måder også mere harmonisk end de fire whiskeys hver for sig. Kombinationen af dem giver mere fylde, rundhed, spiciness, frugt og alt det andet, så det er utroligt hvad denne smagning gør.
 
”A Deconstruction of the Tullamore Blend”
En Tullamore Dew består af:
* Grain whiskey: produceret udelukkende af irsk hvede og lagret på bourbon-tønder i min. 4 år. Smagsnuancer: biscuit, druer, honning, grønne æbler.
* Pot Still whiskey: den enestående irske variant med 40% umalted byg. Lagret på bourbon-tønder i 4-7 år. Smagsnuancer: krydderi, kanel, peber, kaffe.
* Single Malt whiskey: lagret på bourbon-tønder i 4-7 år. Smagsnuancer: tropisk frugt, vanilje, solbær, hindbær, jordbær.
Og den ”hemmelige” 4. ingrediens, som Tullamore ikke nævner, men som giver et helt specielt touch til Tullamore Dew:
* Pot Still Sherry Cask: lagret på sherry-tønder i 4-7 år. Smagsnuancer: tørret frugt, rosin, figen, marcipan

Konsistens i smagen
Det tager 8 års uddannelse at blive whiskeyblender, mens det kun tager 6 år at blive læge, hvilket siger en del om de store krav til håndværket. Hos Tullamore er det Master Blender Brian Kinsman, der står for det rette blend, og han er en af de helt store ikoner i både irsk og skotsk whiskey.
”Med ugentlige mellemrum bliver hans blends testet i et større smagspanel for at kontrollere en konstant kvalitet og smag i Tullamore D.E.W.,” fortæller Kevin Pigott, der selv sidder i panelet. ”Vi smager ikke alle det samme, og enhver deltager er valgt ud fra vedkommendes ”næse”. Nogle har næse for frugt, mens andre er gode til at identificere f.eks. peber, men samlet kan vi sikre, at en Tullamore smager ens hver gang over hele verden. Det er faktisk en af hemmelighederne i Tullamore:– konsistens, konsistens og atter konsistens”.
For at alkoholen ikke skal overdøve smagsnuancerne foretages denne testsmagning tilsat vand til en alkoholprocent på kun 24%, således at hver testdeltager virkelig kan identificere de enkelte elementer i den komplekse smag.
 
Let´s blend…
Som whiskeydrikker får man ofte den opfattelse, at blends blot er en måde til at skjule smagen fra mindre gode whiskeys. Men smagningen hos Tullamore viser med al tydelighed, at her drejer det sig om virkelige kvalitetswhiskeys, som Master Blender har samlet til et helt nyt og spændende udtryk. 
Man får stor respekt for det ekstra håndværk, der ligger i at samle de forskellige smagsnuancer til en harmonisk og velfungerende helhed. Samtidig rammer man en smag, som er utrolig populær hos et meget bredt udsnit af befolkningen fra unge til ældre.
”Whiskey er en social ting. Og derfor passer vores blend rigtig godt sammen med idéen om, at vi alle samles over en whiskey, hvor vores forskellighed giver os nye idéer og vinkler, som udvider vores horisont. Let´s blend! Det er en del af den historie, som Tullamore D.E.W. skal fortælle”, forklarer Kevin Piggott.
 
Blending som komplekst håndværk
Hele idéen med at gøre en dyd ud af sit blend startede tilbage omkring 2012, hvor irsk whiskeys grand old man John Quinn arbejdede på Midleton Distillery, som dengang producerede Tullmore D.E.W.. John har siden 1970´erne været en af de mest betydningsfulde folk i irsk whiskey, hvis ikke whiskybranchen overhovedet. Han startede som Master Blender, men er i dag meget kendt Global Brand Ambassador for Tullamore, der siden 2010 er ejet af skotske William Grant & Sons.
”Mange whiskeyproducenter fremhæver deres Single Malts, og de får ofte al opmærksomheden. Så vi var nødt til at gøre noget. Vi valgte derfor at fokusere på, at Tullamore D.E.W. og blending på mange måder er et mere komplekst håndværk, samt at blending giver et mere facetteret smagsudtryk, ”fortæller John Quinn.
Siden da har Tullamore arbejdet med at markedsføre deres blended whiskey gennem denne storytelling, og salgstallene viser, at det er lykkedes. Fra at have solgt 600.000 cases (5.4 mio. flasker) i 2012 er det fordoblet i 2017 til 1,2 mio cases (10,8 mio. flasker) på verdensplan, men i det store billede er irsk whiskey stadig lillebror med kun 6% af verdensmarkedet.
”Hvis du vil forstå, hvor du er, så må du forstå, hvor du kommer fra,” fortsætter John Quinn. ”Tullamore har altid været kendt for deres blend, men vi havde måske glemt, hvor meget håndværk og gode whiskeys betyder for Tullamore D.E.W. Så vi begyndte simpelthen bare at fortælle og vise, hvordan vi skabte dette blend. Just be honest”. 
Når John Quinn fortæller denne simple strategi med et smil og et glas whiskey i hånden, så kan man ikke andet end bliver imponeret over deres helt ærlige stolthed over at have skabt dette blend. 
 
Blindsmagning giver nye indtryk
Det er nok ingen hemmelighed, at Tullamore D.E.W. er mest kendt som en whiskey til Irish Coffee eller drinks – ikke mindst i Danmark, hvor den er den mest solgte whiskey overhovedet. Men efter at have smagt de utrolig mange smagsnuancer i Tullamore D.E.W., så begynder man at værdsætte den som en whiskey i sin egen ret. 
På mine rejser til Irland serverer jeg altid en whiskey for mine gæster, når vi når en bjergtop i Irland efter en god vandretur. Flasken er altid emballeret, så de kan kun smage whiskeyen. Hver gang bliver gæsterne meget begejstret for den bløde, krydrede smag. ”Hvor smager den perfekt her på bjergtoppen i solskin. Den skal vi have med hjem - så hvad hedder den?”, udbryder de spontant. Og det gælder også for dem, der siger, at de ikke kan lide whiskey. Det er faktisk en ganske almindelig Tullamore D.E.W., som findes i snart sagt enhver fødevarebutik i Danmark. 
Det ER en god idé at smage en whiskey uden fordomme og forhåndsforventninger, så mit råd er, at man engang imellem skjuler flaske og etiket - og så bare smager. 
Og det er også hele idéen med Tullamores kampagne med ”Let´s Blend” og ”The Beauty of Blend”, som ikke kun går på whiskey, men også på mennesker over hele verden. At vi alle bidrager til et bedre blend i verden – hver med vores karakteristika, som samlet giver et meget mere fascinerende og mangfoldigt udtryk. Og det passer perfekt med den enestående irske folkesjæl og deres imødekommende holdning, at en fremmed er en ven, du endnu ikke har mødt. Tænk at en whiskeysmagning kan give så mange positive vibrationer…
 
Artiklen må ikke kopieres eller citeres uden angivelse af forfatter © Claus Hebor – feb. 2018
John Quinn (midten) er en af de mest indflydelsesrige mennesker i whiskeybranchen i dag.
Det nye Tullamore Distillery består af tre komplette destillerier, der producerer henholdsvis Pot Still, Malt og Grain whiskey.
Tasting tray med de fire whiskeys, der tilsammen giver den komplekse smag i Tullamore D.E.W.
Kevin Pigott og Claus Hebor diskuterer pot still som en vigtig ingrediens i irsk blended whiskey.
Testpanelet mødes i det smukke rum med reoler af vidt forskellige whiskeys med hver deres smag.
Englænderne sendte mange irere som slaver til Caribien, så det er naturligt for et irsk destilleri at bevare denne historie gennem deres nye whiskey: Tullamore XO, som er lagret 6 måneder på rom-tønder.